Julebal kommer til jul
Der er Julebal igen i Ulstrup i julen 2016, trods færre gæster 2. juledag
Da Ulstrup IF og Vellev IF arrangerede julebal i UlstrupHallen 2. juledag i 2015 kom der igen færre gæster, fortæller tovholder Freddy Hansen fra Ulstrup IF.
Kun knap 700 gæster kom og festede, hvilket er ca. 150 færre end sidste år. I 2010 lå tallet på 1.535 gæster og før det, lå antallet på cirka 1400.
“Men dem der kom morede sig rigtig godt og havde en hyggelig aften med vennerne. Sidste år var der nogle unge drenge som prøvede at ødelægge festen ved at fyre kanonslag af indendørs, men det var vi heldigvis forskånet for i år, og festen forløb uden problemer,” fortæller Freddy Hansen.
Tørstige gæster
“Selvom der var færre gæster end sidste år, har de der kom været tørstige, for bar-omsætningen er ikke faldet ret meget, så økonomisk ser det heldigvis stadig fornuftigt ud. I år havde vi for første gang valgt også at sælge drinks, og det var en stor succes. De der stod og blandede drinks havde i hvert tilfælde sved på panden hele natten.”
Også julebal i år
De to klubber havde inden juleballet lavet forskellige tiltag for at spare lidt penge, så man forventer et overskud i samme størrelse som sidst år.
“Vi kan se at de andre steder hvor der bliver afholdt julebal også har faldende deltagerantal, så nu vil vi evaluere på årets bal, men der er ingen tvivl om at der naturligvis også bliver julebal i UlstrupHallen igen næste år. Så må vi se om der skal gøres nogle tiltag for at lokke flere gæster til,” siger Freddy Hansen.