Galleri med klinik åbner på Silkeborgvej
Af Christina S. Johansen
På Silkeborgvej 152 lige på grænsen til Åbyhøj åbner Galleri 'Kejserindens værksted' 15. januar klokken 14 til 17. Herefter har galleriet åbent hver torsdag klokken 16 til 18 frem mod sommerferien.
Det er dog også muligt at komme på besøg efter aftale. Det er Kirsten Nussbaumer, som åbner galleriet, og som udstiller på stedet.
"Det er et uformelt galleri uden forventning om salg, men meget gerne en snak om kunst, alternativ behandling, og hvad der ellers har interesse," lyder det fra Kirsten Nussbaumer i en pressemeddelelse.
I to lokaler i galleriet bliver der indrettet en klinik med kranio-sakral-terapi, som en bekendt af Kirsten står bag.