Elever laver øl, ost og robotter i skoletiden
Teknikfag på Teknisk Gymnasium handler blandt andet om bioteknologi i fødevarer og nyeste robotteknologi
Det koger og syder i laboratoriet, hvor flere af drengene fra 3.g næsten danser rundt ved gryderne som Asterix om trylledrikken.
Godt nok er der ikke trylledrik i gryden, men det er tæt ved.
Det er nemlig øl med en alkoholprocent på godt 7.7, og der er ikke noget at sige til, at de unge bryggere drømmer om at få grydens indhold med hjem, når brygget er klart.
Ølbrygningen er faktisk en helt officiel del af skemaet på Teknisk Gymnasium i Skanderborg.
Det er en del af det nye teknikfag Sundhed og livsstil, hvor der lige for tiden arbejdes med bioteknologi i fødevarer, og det er i den forbindelse, at eleverne er i gang i laboratoriet med både ølbrygning samt produktion af ost og yoghurt.
Det hele giver da også god mening, når man hører, at både den teoretiske og praktiske undervisning i bioteknologi sætter eleverne i stand til at forstå principperne bag moderne fremstilling af levnedsmidler.
Det handler om at lære gærens betydning for ølbrygning og mælkesyrebakteriers indflydelse på produktion af fetaost , hytteost og yoghurt.
“Eleverne bliver fantastiske at få ud i industrien, når de er vant til at arbejde projektorienteret i laboratoriet,” siger Tove Kristiansen, som underviser i Sundhed og livsstil.
Projekterne drejer sig eksempelvis om at optimere bryggetiden i forhold til smag og alkoholprocent, mens feta-holdet forsøger at skære ned på fedt og salt samtidig med, at proteinindhold samt smag og lugt bevares.
Et andet af de nyere teknikfag er Robotteknologi. Her råder eleverne over et fuldt udstyret elektronikværksted, hvor der kan programmeres, bygges, CNC-fræses og 3-d-printes til produktion af robotter.
Her underviser Jørn Sanggaard, og han forklarer, at en elev fra sidste års hold i dag læser robotteknologi på Syddansk Universitet.