Fortsæt til indhold

8,5 millioner skal skabe dygtige talere

Kunstmuseet KØS i Køge etablerer i samarbejde med 20 højskoler en ny talerskole for en stærk ung stemme i den offentlige debat

Samfund
Martin Rasmussen

KØS - Museum for kunst i det offentlige rum har fået 8,5 millioner kroner af Nordea-fonden til et projekt, der skal gøre en række danske unge til dygtige talere og øge deres muligheder for at bidrage til den offentlige debat. Projektet gennemføres i samarbejde med 20 højskoler, som etablerer talerskoler, og en gang om året skal projektet kulminere med en talerfestival på forpladsen foran KØS.
Projektet hedder “Speak Out Loud”, og hensigten er altså at udbrede kunsten at holde stærke taler til den unge generation.
- De unge er den næste generation af medborgere og samfundsdebattører. Det er vigtigt, at også de unge for hvem talerkunsten ikke ligger lige for, får redskaberne til at formulere deres egne holdninger og levere dem, så andre lytter. Som med- og modspil til unges brug af de sociale medier, genoptager Talerskolen for unge derfor den klassiske talerkunst, siger Christine Buhl Andersen, der er direktør for KØS.
Speak Out Loud etableres i et nyt samarbejde mellem KØS Museum for kunst i det offentlige rum og 20 højskoler i hele landet med Vallekilde Højskole i front.
- Samarbejdet danner en spændende ny ramme om at genopdage den klassiske talerkunst sammen med de unge. Højskolerne har et historisk afsæt i det talte ord og den demokratiske og frie tanke. Den velformulerede, billedskabende og autentiske tale kan give de unge redskab til at trænge igennem nutidens mediestøj og sætte spot på de emner, som optager dem. Dermed får flere unge mulighed for at tage aktivt del i vores demokrati, til selv at tage et standpunkt, men også at interessere sig for, hvad andre har på hjerte og på den måde også blive bedre lyttere, siger forstander for Vallekilde Højskole Torben Smidt Hansen i en pressemeddelelse om samarbejdet.
Speak Out Loud skal løbe over fire år. Én gang om året arrangeres også en talerfestival på KØS' forplads, hvor deltagerne på talerskoleholdene mødes for at holde taler. De unges taler integreres desuden i den offentlige debat ved særlige talerevents, som arrangeres i forbindelse med eksempelvis båltaler til Sankt Hans, Grundlovstaler, Folkemødet, nytårstaler.
- Speak Out Loud er et spændende, relevant og utraditionelt ungeprojekt, hvor de unge i bogstavelig forstand får og tager taletid og mulighed for at fortælle om deres version af ungelivet i dag. Projektet kommer godt rundt i hele landet, på tyve højskoler, via talerfestivaler på KØS og til store folkelige arrangementer som Folkemødet. Vi tror derfor på, at projektet vil have en afsmittende effekt, så endnu flere unge får lyst til at tage del i den offentlige debat, og så Talerskolen kan leve videre efter projektperioden er slut, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør for Nordea-fonden om baggrunden for støtten til projektet.