Aarhus Teater i nyt samarbejde med Christian Lollike
Christian Lollike bliver knyttet tættere til Aarhus Teater fra næste sæson
Aarhus Teater indleder nyt kunstnerisk samarbejde med det københavnske Teater Sort/Hvid.
Forestillingerne skal, i det omfang det er muligt, både spille på Aarhus Teater og i de nye lokaler i Den Brune Kødby på Vesterbro i København, som Sort/Hvid flytter ind i til sommer.
Christian Lollike, der er direktør for Teater Sort/Hvid, er ikke et ukendt ansigt på Aarhus Teater. Han indledte sin skrivende karriere på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater og har siden været involveret i over en halv snes markante forestillinger, heriblandt 'Skakten' (2012) og 'All My Dreams Come True' (2013)
Aarhus Teaters direktør Trine Holm Thomsen har ønsket at skabe en stærkere forbindelse mellem de to teatre:
“Christian Lollike sidder i mit kunstneriske råd, og derudover har vi valgt at forpligte os på et mere formaliseret samarbejde de næste tre år for at have en tidshorisont at arbejde sammen i. Vi vil blandt andet lege med publikumsrelationen og udfordre vores egne forestillinger om scenekunsten,“ siger Trine Holm Thomsen i en pressemeddelelse.
Samarbejdet strækker sig over tre år, begyndende fra sæsonen 2016/17.