Fortsæt til indhold

Hvad døde de kongelige af?

Foredrag med retsmediciner og historisk forfatter

Samfund
Arkiv

Mord har været en af de hyppigste årsager til dødsfald blandt de kongelige gennem tiden, men både alkoholisme og genmutationer har også haft indflydelse på, hvornår og hvordan de royale er kommet af dage. Men kongelige er selvfølgelig mennesker som os andre og dør derfor naturligvis også af samme sygdomme, som vi gør. Men fordi deres død er døren til en ny regent, er der større opmærksomhed på måden, de døde på og årsagen til deres død.
Retsmediciner Jørgen Lange Thomsen og Maria Helleberg, der er forfatterne bag den netop udkomne bog ”Hvad døde de kongelige af?”, besøger Koldinghus søndag 31. januar kl. 14.00. Her vil de ved hjælp af retsmedicinsk videnskab og historisk indsigt fortælle om og forklare dødsårsagerne hos de kongelige gennem historien. Historierne og forklaringerne er interessante, fordi de kongeliges beslutninger, personlighed og helbred angik mange mennesker – og fordi deres opførsel indvirkede på mange menneskers skæbne. Med foredraget kommer man derfor helt tæt på de kongelige og får indblik i en svunden tid.

Foredraget holdes i Christian 3.s Kapel. Oven over kapellet lå nemlig Christian 3.s soveværelse og her udåndede han som 55-årig i 1559. Nyere undersøgelser har vist, at han døde af koldbrand, sandsynligvis forårsaget af en meget fremskreden åreforkalkning. Samtidig fandt man ud af, at han havde svære slidgigtforandringer i rygsøjlen og desuden led af en smertefuld rodbetændelse i ikke mindre end 3 tænder.
”Hvad døde de kongelige af?” kan købes i Slotsbutikken. Forfatterne vil signere bogen i forbindelse med arrangementet på Koldinghus.

Der er adgang til foredraget, når der er betalt entré til museet. Voksne: 90 kr. Studerende: 45 kr. Gratis for medlemmer af Museumsklubben og Erhvervsklubben Koldinghus. Tilmelding er ikke muligt
Jørgen Lange Thomsen er professor ved Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet i Odense. Maria Helleberg er kaldt ”den historiske romans dronning”. Hun debuterede i 1986 og har siden vundet både kritikernes anerkendelse hos kritikere og publikum.