Fire fyres i kommunen
Et overskredet lønbudget betyder, at Teknik og Kultur vil opsige fire stillinger
Inden denne uge er omme, er der sandsynligvis fyret eller fundet omplaceringer for fire medarbejdere i afdelingen Teknik og Kultur i Favrskov Kommune.
“Tingene hænger desværre ikke sammen for os, når vi har det lange lys på og sammenholder vores nuværende bemanding og vores fremtidige lønbudget. Og vi hverken kan eller vil forlade os på at vi bliver reddet af flere bevillinger til vores område” fortæller Jørgen Bjelskou, der har været direktør for Teknik og Kultur siden august 2015.
“Du kan godt kalde det rettidig omhu, for der har været nogle ting der ikke har flasket sig. Vi har ikke helt haft den naturlig afgang, som kunne have bidraget til at løse udfordringen og fremadrettet forventer jeg ikke en opadgående tendens i vores budget,” forklarer direktøren.
Rammer ikke erhverv
I øjeblikket er der en høring i gang, hvor de fire medarbejdere er involveret. Derfor kan direktøren heller ikke sige så meget mere.
“Men et er sikkert. Vi arbejder grundigt med, at tilpasningen af vores budget og opgaveløsning i videst mulige omfang friholder vores borgere og de virksomhedsrettede opgaver, samt de opgaver der er politisk bevågenhed omkring”
Hvilke opgaver Teknik og Kultur så ikke skal løse i fremtiden eller skal løse på en anden måde, er det stadig svært at få et konkret svar på.
“Medarbejderne løber i forvejen rigtig stærkt så vi håber, at vi kan gøre nogle ting lidt smartere i fremtiden og at vi kan finde nogle enkelte opgaver der stadig er nice to have, men ikke need to have, som vi kan kigge på” lyder det.
Høringsfasen for de fire medarbejdere ender i slutningen af denne uge.