Venstre har skabt gode resultater
Viceborgmesteren i Horsens Kommune ser ikke ny rival som en kritik af ham
Næstformand i Region Midtjylland, Anne V. Kristensen fra Horsens, har meldt sig som borgmesterkandidat for Venstre i Horsens Kommune. Dermed er der lagt op til et kampvalg mellem hende og partiets nuværende gruppeformand og borgmesterkandidat, Kristian Dyhr, når Venstre i slutningen af marts holder opstillingsmøde og skal afgøre, hvem der skal være borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2017.
“Da jeg for snart fire år siden blev valgt, var det med en otteårsplan og valget i 2017 for øje, og den plan agter jeg at fortsætte. Vi har et fantastisk godt samarbejde i gruppen (Venstres byrådsgruppe) og med de andre partier i byrådet, og det tager tid at bygge op,” siger Kristian Dyhr.
Gode resultater
“Vi har skabt gode resultater i den nuværende valgperiode som for eksempel Torstedhallen og de tre multihaller, der kommer i Hovedgård, Lund og Østbirk. Der er kommet liv i Brædstrup, vi har bevaret overbygningsskolerne, og erhvervslivet har fået bedre forhold. På en lang række liberale områder har vi skabt gode resultater,” konkluderer Kristian Dyhr.
Han er formand for Kulturudvalget og sidder som viceborgmester ved siden af borgmester Peter Sørensen (S), når der er byrådsmøder i Horsens Kommune.
“Jeg har et rigtigt godt samarbejde med Peter Sørensen i forhold til den gode udvikling, der er i Horsens Kommune.”
Ser det ikke som kritik
Kristian Dyhr fortæller, at han er overrasket over, at Anne V. Kristensen stiller op som borgmesterkandidat, men byder hende velkommen.
“Jeg ser det ikke som en kritik af mig, men en konsekvens af, at hun to gange har prøvet at blive regionsrådsformand og derfor må prøve noget andet,” siger Kristian Dyhr.