Fortsæt til indhold

Cykelryttere åbner nyt cykelunivers

Glæden ved cykling fylder meget for folkene bag butikken Xtraordinaer Cykling, der åbner i Horsens 1. februar

Samfund
Annette Schmidt

“Tanken er, at vi skal kunne opfylde 95 procent af alle de behov, en cykelrytter på motionsplan har,” siger Jess Robert, indehaver af Xtraordinaer Cykling, der åbner den 1. februar i Blumersgade i Horsens.
Jess Robert købte for nylig varelageret og konkursboet efter Karls Cykler, der havde til huse på samme adresse, men gik konkurs i oktober sidste år. I den nye butik kan du også møde butikschef Morten Leth Jensen, der er cykelrytter på elite-licens på landevej. Jess Robert er også cykelrytter på elite-licens, bare på mountainbike. Licensryttere kan deltage i løb arrangeret af Danmarks Cykle Union.
“Vi er begge bidt af cykling og brænder for sporten. Vi vil ikke bare åbne en cykelbutik. Vi vil skabe et univers for folk, hvor det sociale netværk og events er en stor del af det,” siger Jess Robert.
En cykel skal ifølge Jess og Morten passe til dig på samme måde som en sko. En forkert cykel kan gøre det mere besværligt og kan give skader. I Xtraordinaer kan du derfor blive målt og få tilpasset cyklen nøjagtigt, så den passer til dig, og tager hensyn til eventuelle skader du har, forklarer Jess Robert.

Fra sofaen til bjergets top

“Mange motionister synes, det er fedt at køre i bjerge, og drømmer om at køre på de rigtig store bjerge. For eksempel vil mange gerne køre de fire bjerge i La Marmotte, og der kan vi hjælpe dig, fra du rejser dig fra sofaen, til du står på toppen af bjerget. Vi hjælper med det rigtige træningsprogram og den rigtige kost, så du ikke bare kommer over bjerget, men også kommer godt over,” siger Morten Leth Jensen og fortsætter:
“Udover kosten og den rigtige cykel vil der også være gode råd om køreteknik at hente i butikken, så du som cykelrytter bliver ordentlig klædt på til det, du ønsker.”
“En forkert cykelopsætning kan give både skader og er spildte penge,” supplerer Jess Robert.
Skal cyklen repareres, klares det også i butikkens værksted.
“Morten er en knalddygtig mekaniker,“ siger Jess Robert.
Du kan læse mere på Xtraordinaer.dk, på butikkens facebookside og på Instagram.