Drøje hug til politikere i proppet InSide
Langt over 300 dukkede op til borgermøde. Der kommer endnu et til dem der gik forgæves
Tonen var hård og emnet ømfindtligt. 154 kommunale veje privatiseres fra 2017. Langt over 300, måske 400 dukkede op for at høre kommunens forklaring på, hvordan det skulle løses.
Det kom helt bag på kommunens folk, der havde forventet 100 fremmødte. Da salen og alle indgangsdørene var proppet til, måtte man bede de sidst ankomne om at gå igen, endda før mødets start klokken 19.00.
Der bliver afholdt endnu et møde, kunne Jørgen Bjelskou, Direktør for Teknik og Kultur fortælle.
Inde i den store sal, var det især Teknik-og miljøudvalgets formand, Kurt Andreassen (V), der fik noget at høre.
Se de veje der skal privatiseres på FavrskovPostens Googlemap.
Harske ord
Borgermødet er det første af sin art i Favrskov Kommunes historie, hvor så mange borgere dukkede op.
Og de var ikke kommet for at høre høflighedsfraser, men en del fik luft for deres harme og ærgrelse over at skulle modtage en så fin 'gave' fra kommunen.
Her blev spurgt om alt fra hvordan man måtte vedligeholde, eller undlade at vedligeholde en blind vej, hvor asfalt hen til en ubeboet ejendom blot ville koste resten af vejens ejere. Hen til lovligheden af privatiseringen, noget som flere af spørgerne ikke helt følte de fik svar på. Der var blandt andet spørgsmål om, hvem der fik æren af kanterne ved hjørnegrundene, om kantstenene fulgte med - og det gjorde de.
"Vi finder et svar og det kommer med, sammen med referatet, som I kan finde på kommunens hjemmeside," lød det fra Kurt Andreassen til flere af spørgsmålene.
Også spørgsmålet om man blot kunne undlade at lave et vejlaug blev stillet flere gange i løbet af aftenen og svaret var klart:
"Du behøver ikke indgå i et vejlaug. Så hæfter du bare for det stykke vej, der følger din grund. Hvis der opstår huller og Favrskov Kommune som vejmyndighed kommer ud og konstaterer, at det ikke er lavet, så ender regningen hos den enkelte," lød det fra kommunens vejfolk.
Snerydning som kommunens
"Skal vores snerydning være af samme standard som kommunens," spurgte Mark Nielsen fra Ditzelsvej i Hammel og fik latteren til at bryde frem.
"Njahh. Du kan sagtens lade det være samme standard som kommunens, vi ved godt at snerydningen ikke er så god, når vi kommer ud på de mindre veje," lød svaret.
Vej-vreden var stor blandt de fremmødte og til tider fik vejfolk og Kurt Andreassen mumlen og hånende ord med på vejen, når de ikke kunne give et klart svar.
Det fik i slutningen af mødet en harmdirrende Niels Flade Nielsen (S) , medlem af Teknik-og miljøudvalget til at tage dem i forsvar.
"De kan jo ikke svare på alle de meget konkrete ting, I spørger om. Det siger sig selv at man ikke kan svare på alt," lød det blandt andet fra Niels Flade Nielsen, der sammen med både Anne Neergaard (S) og Kurt Andreassen ærligt måtte erkende, at de ikke var stolte af privatiseringen.
"Det er en lortesag, men vi skulle spare tilbage i 2010 og derfor endte det med at vi ville privatisere en del kommunale veje," lød den korte forklaring fra Niels Flade Nielsen. Du kan se den nuancerede i videoen fra borgermødet.
Lovligt at give vejene til grundejere
Et par grundejere stillede flere gange spørgsmålstegn ved lovligheden i at kommunen kan give vejene til grundejerne.
"Det kan vi. Det står i vejloven," lød det kontante svar fra Tommy Schøler-Toelsen fra Trakfik og Veje i Favrskov Kommune.
Flemming Aagaard fra Hammel stillede spørgsmålstegn ved den reelle besparelse for kommunen og dermed borgerne.
"Jeg har regnet på det og den årlige besparelse pr indbygger i Favrskov er 44,58 kroner, mens os der får en privat fællesvej foræret, som på Solbakken, får en ekstraregning på 3.366,58 kroner om året," lød det indigneret.
"En af hjørnestenene ved kommunesammenlægningen var stordriftsfordele og dermed bedre økonomi. Nu får vi en ekstraregning på over 3.000 kroner om året og stordriftsfordelen forsvinder jo."