Fortsæt til indhold

Samtaler skal forhindre medicinspild for millioner

Det er spild af både samfundets og borgernes penge, hvis medicin ikke tages korrekt

Samfund
Grethe Bo Madsen

Tager du din medicin korrekt - eller tager du den i det hele taget? Alt for ofte ender udskrevet medicin med at samle støv på hylderne, men det skal en ny bekendtgørelse, der trådte i kraft ved årsskiftet, nu sætte en stopper for.
Ifølge 'Bekendtgørelse om medicinsamtale på apotek' skal alle apoteker fremover tilbyde en medicinsamtale indenfor 14 dage til borgere, der får ordineret lægemiddelbehandling i forbindelse med diagnosticering af en kronisk sygdom.
Apoteker Inger Rasmussen, Galten Apotek, forklarer, at der er rigtig gode grunde til at indføre medicinsamtalerne.

Samtaler sparer penge

“Det er altid vigtigt at medicin tages korrekt. Dels for at sikre den bedst mulige behandling, men også for at pengene bliver brugt rigtigt. Ikke kun borgernes penge, men i lige så høj grad det offentliges penge,” understreger hun.
“Medicin er en meget dyr post for samfundet. Der gives medicintilskud for millioner. Derfor har det stor betydning at sikre, at de penge nu også bruges optimalt,” forklarer Inger Rasmussen.
“Vi kan tydeligt se, at der købes meget medicin, som aldrig bliver brugt. Folk kommer her med poser fulde af gammel medicin, når de har ryddet op i medicinskabet derhjemme eller tømt et dødsbo. Der er medicin for rigtig mange penge, som ender med at blive smidt ud.“

Medicin er ikke gift

Hvorfor så mange ikke tager deres medicin optimalt, har Inger Rasmussen et par gode bud på:
“Mange har den opfattelse, at medicin er gift, og de bryder sig ikke om at tage den. Vores holdning er helt omvendt. Vi synes, det er dejligt, der findes medicin, der kan hjælpe folk til et ordentligt liv. Den holdning vil vi gerne give videre,” forklarer hun.
Ofte handler det om, at folk ikke selv kan mærke effekten af den medicin, de tager.
“Når folk ikke selv føler, de har gavn af medicinen, så er det lettere at glemme at tage den. Især hvis det er medicin, man skal tage hver dag i årevis. For eksempel oplever vi ofte, at folk med forhøjet blodtryk glemmer at tage medicinen, når blodtrykket hos lægen bliver målt til at være fint. Men det er jo kun fint, fordi de tager medicinen. Og så kan de begynde forfra igen.”

Samtaler sat på skinner

På Galten Apotek er de nye medicinsamtaler sat på skinner fra dag et af. Farmaceut Kirsten Børgesen står for medicinsamtalerne, der foregår individuelt og i et rum for sig selv.
Ved samtalerne forklarer hun, hvad det er for en medicin, folk har fået ordineret, og hvordan den påvirker deres krop. Hun forklarer også, hvordan medicinen skal tages.
“Det er vigtigt folk forstår, præcis hvad medicinen skal gøre godt for, og hvordan den virker,” fortæller hun.
Apoteket har allerede haft den første håndfuld samtaler og regner med fremover at skulle holde tre til fire samtaler hver uge. De fleste borgere tager positivt imod tilbuddet, og indtil nu har ingen takket nej, fortæller Kirsten Børgesen.
“De fleste synes, det er et rigtig godt tiltag. Det er jo i alles interesse, at udskrevet medicin bruges optimalt.”