Skanderborg har fået gadekøkken i glashuset
“Vi har tænkt det som et gadekøkken med mad i gadehøjde, som kan spises her i glashuset, på gaden eller bringes med hjem.”
Sådan siger Line Skammeritz, daglig leder af Måltidet, som er åbnet på Mindet 2 dér, hvor der tidligere lå en pølsekiosk.
Bæredygtighed, økologi og nytænkning står helt øverst på menuen. Al mad er lavet fra grunden af friske råvarer fra dagens pasta til kalvefrikasseen.
“Vi bager tre slags brød om morgenen, og alt er hjemmelavet fra dressinger til salat og specialiteter. Man kan smage, at det er en kok, der har lavet det hele,” siger Line Skammeritz.
Det er Line Skammeritz og kæresten Jesper Ladegaard Græm, som står bag Måltidet. Det er Jesper, som er uddannet kok. Parret driver også cateringfirmaet Skammeritz og Græm og Rasses Skovpølser.
Der er åbent fra 10-16 og menuen er delt op i frokostretter fra 10-16, aftensmåltidet fra 16-20 og så mellemmåltidet, som kan købes dagen lang.