Helle køber naboernes huse
Efterskolen Helle i Gjerrild er vokset fra 60 elever til 93 på fem år
“Det er naboernes huse, vi køber”, siger Poul Bang med et smil. Det hænger lidt i luften - altså på den humoristiske måde - at naboerne ikke skal føle sig for trygge, for måske er det deres hus, der kommer i kikkerten næste gang, Efterskolen Helle ekspanderer. For det går rigtig godt for skolen i Gjerrild, der tilgodeser elever med særlige behov.
“Helle er metafor for et sted, hvor man kan udvikle sig i sit eget tempo. Som en helle i trafikken - sikkert og trygt.”
Byggeri
Det er der åbenbart en del, der har opdaget. I 2010 havde skolen 60 elever, mens der ved skolestart i 2015 var 85 samt otte STU-elever (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse).
Det har da også medført en del byggeri. For to år siden blev der bygget nye undervisningslokaler, fælleslokaler og en hal til idræt, musik og teater, og for en måned siden stod 11 nye værelser færdige samt lærerfaciliteter til forberedelse.
“Værelserne har eget bad og toilet. Derfor kan vi tage elever, der ikke kan være andre steder, for eksempel autister”, forklarer Poul Bang.
Som nævnt har efterskolen også lige købt tre parcelhuse. De to af dem er til STU-eleverne, og det tredje er for de efterskoleelever, der er på vej ud i bofællesskab og som behøver bo-træning.
Indvielsen af byggeriet markeres til september i forbindelse med fejring af skolens 25 års jubilæum.
Nye linjer
Fra i år har skolen indført mulighed for at gå til afgangsprøve i dansk, engelsk og matematik. Det er også med til at tiltrække flere elever.
Der sker samtidig en udvikling i fagtilbuddet. For eksempel starter en ny linje i spiludvikling 1. februar. Den kører med 12 elever og to lærere. I august sidste år startede desuden en idrætslinje, der også inddrager krop og sundhed.
Der er i alt seks linjer.
Samspil med byen
Poul Bang fortæller, at beboerne i Gjerrild generelt er glade for skolen. Eleverne kan færdes fuldstændig trygt i byen, og folk tager sig af det, hvis de ser en elev, der er ked af det, eller som har brug for hjælp.
“Nogle steder i verden, blandt andet i Afrika, siger man, at der skal en landsby til at opdrage et barn - det har vi her.”