Fortsæt til indhold

Pigen der elsker at danse

Benita Løvgren flyttede i 2006 sin danseskole BB Dans til Den Hvide By i Køge, og nu er den en af de virksomheder, der har ligget der længst

Samfund
Af Ann Sofie Bay Bertmann

-Jeg har aldrig haft brug for at konkurrere - jeg er bare en pige som elsker at danse.
Med den enkle og ligefremme tilgang til danseverdenen fortæller Betina Løvgren, der driver danseskolen BB Dans, om et liv med dans.
Benitas egen datter danser også, men det gør hendes mand - absolut - ikke. Benita selv har danset, siden hun var to år gammel. Hun dansede på en danseskole i Solrød, før hun kom til BB Dans, som tidligere blev drevet af Birthe Brandt. Da Benita blev ældre, hjalp hun Birthe på skolen, og hun blev ansat som danselærer. Hun begyndte på læreruddannelsen og var i lære hos Birthe samtidig. Efter at hun blev uddannet skolelærer, kørte hun og Birthe danseskolen sammen i nogle år, før Benita overtog.
BB dans har nu ligget i Den Hvide By i Køge i 10 år siden beslutningen om at flytte skolen fra lokalerne i Vestergade. Siden Benita købte danseskolen i 1993, er elevtallet steget og steget, og i dag har hun omkring 900 elever. Det går altså godt for BB dans, selv om Benita har måtte rykke timerne til senere på dagen på grund af folkeskolereformens længere skoledage, som betyder, at børnene får senere fri fra skole. Det gør også, at Benita må arbejde sent og ikke kan være hjemme med familien om aftenen.
Selv om det er sundt at danse, da det holder formen ved lige, så tærer det også på kroppen, fortæller hun.
Mange dansere får dårlige knæ og hofter - deriblandt Benita selv; hun døjer med et dårligt knæ. Benita arbejder 32 timer om ugen, og hun underviser endda også nogle af sine tidligere lærere. Ud over det uddanner Benita også danselærere og er censor til eksamener.
Benitas yndlingsdans er valsen. Hun underviser i zumba og i alle standard- og latindansene mens hun også har dygtige lærere ansat til at undervise i hip hop og disco. BB dans har nogle af de bedste standard- og latindansere i landet, og i hip hop gør BB Dans det også godt - et eksempel er eleven Nichlas, som dansede sig til en 5. plads til VM i hip hop.