“Min fest er, når jeg står på målstregen”
Kasper Pedersen fra Hørsholm er bidt af triatlonsporten. Målet er topplaceringer og kvalificering til VM
21. juni 2015 var en stor dag for Kasper Pedersen. Den dag fyldte han nemlig 18 år.
Men hvor mange unge nok ville have fejret det med en bytur og en kæp i øret, gjorde Kasper Pedersen det stik modsatte.
Som 18-årig kunne han nemlig omsider deltage i den halve ironmandistance KMD 70.3 Kronborg, og derfor sprang han på sin fødselsdag i vandet ud for Helsingør for først at svømme 1,9 kilometer, cykle 90 kilometer og løbe 21,1 kilometer som den yngste blandt de 1.250 deltagere.
Løb førte til triatlon
Selvom distancerne hver især kan virke som en stor mundfuld at træne sig op til, fik Kasper Pedersen faktisk først øjnene op for triatlonsporten efter en sommerferie på Mallorca to år forinden.
“Der var en femkilometerrute, som jeg syntes, det var sjovt at løbe på. Så løb jeg den to gange. Så tre gange. Og kort derefter fandt jeg på at melde mig til Copenhagen Marathon. Jeg havde ikke hørt så meget om triatlon, men undervejs i træningen blev jeg interesseret i det også,” fortæller Kasper Pedersen.
I sensommeren 2014 meldte han sig ind i Sigma Tri i Allerød og fik sat træningen endnu mere på skinner.
I sin første sæson gennemførte han således KMD 70.3 som nummer 440 ud af 1.250 deltagere. Dernæst gjaldt det DM-serien over fem gange, hvor han forberedrede sig 20 placeringer undervejs, inden en skade i lysken sluttede sæsonen tidligere end ventet.
“Men det betyder så, at jeg kan starte den næste sæson tidligere op,” konstaterer Kasper Pedersen.
Kræver stor disciplin
For vil man noget i triatlonsporten, kommer man helt bogstaveligt ikke sovende til resultaterne.
På en typisk dag for Kasper Pedersen står han op ved 5.30-tiden i hjemmet på Stumpedyssevej ved Hørsholm, inden han kører til morgentræning.
Som gymnasieelev på NGG's sportscollege er det to gange om ugen lagt ind i undervisningen. Men også når han har fri ved 16-tiden, skal der trænes. Det bliver til 20-25 timers træning om ugen med én indlagt hviledag.
Det kræver stor disciplin, når der samtidig er lektier, venner, familie, kæreste og fritidsjobs, der også skal plejes.
“Sidste år lå min halvironman dagen inden sidste eksamen,” fortæller han som eksempel.
“Jeg synes selv, jeg er heldig at være omringet af mennesker, der har forståelse for mine valg. Det hjælper mig meget, at jeg ikke også skal bokse med det. De synes, det er superfedt, og de er meget støttende. Min mor er meget fleksibel med maden, så den står klar efter min træning, og hun har heller ikke noget imod at lave en kyllingesalat til mig, når de andre skal have McDonalds-mad,” siger Kasper Pedersen.
“I forhold til fester og alkohol er det meget sjældent. Men jeg synes ikke, at jeg mangler noget, for min fest er, når jeg står på målstregen. Kommer jeg først i seng klokken tre om natten, kan jeg ikke komme til træning om morgenen. Og klokken 21-21.30 er jeg også smadret, må jeg indrømme.”
Hjælper hinanden
Derfor var det også begrænset, hvor mange marcipangrise Kasper Pedersen indtog i juledagene. Og nytårsaftensdag markerede han ved at løbe et halvmaraton.
Selv om vinteren nu begrænser, hvor meget Kasper Pedersen kan træne udendørs, er hans træning bestemt ikke gået i stå.
“Jeg bruger utroligt meget tid på at styrketræne og forberede de små muskelgrupper, til træningssæsonen går i gang fra april til oktober,” fortæller han.
Det suppleres med indendørs svømning med en træner fra triatlonklubben, hvor sammenholdet har givet ekstra energi til at holde fokus, selv om det kan være hårdt undervejs, hvor lange træningspas typisk foregår alene.
“Det er super fedt. Der er et godt fællesskab omkring, at vi alle er ude og presse vores grænser. Når dagen er slut, har vi alle presset os selv til max, uanset om man er tyk eller tynd. Når vi er til træning, er der ikke noget hierarki. Det er, som om man bliver nulstillet, og man hjælper hinanden,” fortæller Kasper Pedersen.
Med New Balance som sponsor har Kasper Pedersen også fået økonomisk støtte til sporten, som ellers kan være omkostningstung. Det skal dog ikke afskrække nogen fra at gå i gang, understreger han.
“Man skal ikke være bange for at springe ud i det. Man kan sagtens købe en brugt våddragt og stille op på en damecykel. Man kan gøre det helt på sit niveau,” siger han.
Har sat nye mål
Dog skal man være klar over de konsekvenser, som deltagelse i elitesport kan have for ens hverdag.
“Hvis man vil tage det til næste level, kan man ikke gøre det alene. Men man skal også gøre dem omkring sig klar, hvad der ligger af fravalg. At man ikke kan være med til alle familiefødselsdage, for det er typisk i weekenden, man kan tage de lange træningspas. Og når man så har været ude alene i fem timer på en cykel, er det godt at komme hjem til støtte fra andre.”
Kasper Pedersens næste, store mål er at stille op til halvironman igen til sommer og gerne ende i top fem og kvalificere sig til VM.
“Men jeg må også være realistisk, så det sker måske først inden for de næste to-tre år,” vurderer han, der klør på indtil da:
“Jeg vil ikke gøre noget halvt. Gør man det, skal man gøre det ordentligt.”