Fortsæt til indhold

Roskilde-coach tager lederne med ud og vandre

Det giver et unikt refleksionsrum at lave lederudvikling i naturen. Derfor inviterer Roskilde-coach nu lederne ud af mødelokalerne og med på vandretur.

Samfund
Arkiv

LEDERCOACHING Du kender måske det, at en snak, der opstod 'tilfældigt' på en afslappet gåtur i naturen har rykket noget helt særligt for dig?
Og det er ikke helt tilfældigt, for din krop slapper af, når du bevæger dig, og det får anspændtheden og forsvarsmekanismerne, som vi alle helt naturligt har, til at falde til ro.
Når den ro indfinder sig, får vi en væsentlig bedre kontakt til os selv; til at mærke, hvor vi skal hen og til at se muligheder.
Nu bliver lederne trukket ud af mødelokalerne for at få plads til refleksion.
- Når jeg hiver lederne ud af mødelokalerne og laver lederudvikling i naturen, så sker der noget særligt. Når du går er der ikke noget krav om at kigge i øjnene eller svare lige med det sammen, det sænker tempoet og styrker refleksionen.
Og det understøtter i den grad den udvikling, som mange ledere hungre efter, men som ikke er muligt at opnå i hverdagen, hvor der hele tiden er rift om én og nogle hurtige svar, siger ledelsescoach Gitte Svanholm, der tidligere har været HR-partner i Novo Nordisk i dag driver selvstændig kursus- og konsulentvirksomhed med Svanholm Coaching, som har base i Trekroner, Roskilde.

Giver rum for eftertænksomhed og udvikling

En vandring mod et stærkere lederskab er derfor Gitte Svanholm nye tiltag. Og Roskildecoachen er ikke i tvivl om, at hun er på forkant med en ny ledelsesmæssig trend, når hun udbyder lederudvikling som en tre dages vandring, hvor der vil blive arbejdet med aktuelle udfordringer fra dit lederskab.
Undervejs på vandringen, der kun kræver almindelig kondition og tøj, vil du få både egen refleksionstid, sparring fra andre ledere og personlig coaching fra guiderne.
- Som moderne leder bruger du din personlighed hele tiden, for du skal skabe udvikling hos dine medarbejdere, lytte til deres udfordringer, håndtere konflikter, kommunikerer forandringer og konstant have en god gennemslagskraft og være autentisk.
Der er ikke meget plads til tvivl, eftertænksomhed eller sårbarhed. Det rum for eftertænksomhed og udvikling er vandring perfekt til, siger Gitte Svanholm, der har en master i organisationspsykologi (MPO) fra RUC.
Hun ønsker med andre ord at give lederne mulighed for at træde ind i refleksivt rum, fordi hendes oplevelse er, at ledere ofte springer direkte fra et problem (driftsrummet) til en hurtig løsning (beslutningsrummet):
- Det kan føles godt, når vi får lukket problemstillingen hurtig, det giver ofte også anerkendelse fra medarbejderne, og det er jo umiddelbart dejligt. Problemet er bare, at det refleksive rum springes over, så bliver det ikke nødvendigvis hverken den bedste eller den langtidsholdbare løsning, hvis vi springer refleksionsrummet over, siger Gitte Svanholm.
Der bliver masser af plads til refleksioner og feedback på disse på vandringen, hvor der også vil være indlagt nogle udviklingsøvelser, som fx kunne handle om, hvordan dit tema bliver stærkere eller hvornår du fungerer bedst som leder.
- Ledere kommer selv til at præge temaerne, så det bliver en samskabende proces, der giver mest mulig mening og læring for dem – og så de kan forankre deres nye indsigter, når de kommer hjem på jobbet igen, siger Gitte Svanholm, der udbyder vandrekurserne sammen med den garvede vandrer og sparringspartner Kenneth Schønning Olsson.
Makkerparret glæder sig til også at bruge de naturskønne muligheder omkring Roskilde til ledervandring:
- Nu kan foråret bare komme an, så vi kan komme ud og i forårsskoven og tænke ud af boksen på hverdagens udfordringer, siger Gitte Svanholm.
Den første tur bliver i maj måned og holdene bliver små, for at skabe tryghed og rum til at lære af hinanden. Derudover skræddersyer Gitte Svanholm ture til firmaer ud fra deres ønsker om længde og læring. Det er også en mulighed for at tage sit team med ud at vandre, for at styrke tilliden og samarbejdet i teamet.
sl