Næste politikercafé er i Allingåbro
Mandag 8. februar kan man få en snak med kommunalpolitikere
Det blev Allingåbro, der greb stafetten efter den første politikercafé, der blev lanceret i Auning i november på privat initiativ. Mandag 8. februar klokken 19-21 har gruppen “Allingåbro står sammen” arrangeret et lignende træf mellem politikere fra kommunalbestyrelsen og kommunens borgere. Det er på Allingåbro Hotel. Indtil videre har fem politikere tilkendegivet, at de stiller op. Det er borgmester Jan Petersen (S), Mads Nikolajsen (SF), Benny Hammer (C), Jens Meilvang (LA) og Niels Ole Birk (V).
Politikere i panel og i salen
Alle partier og løsgængere er inviteret. Poul Hovgaard fra “Allingåbro står sammen” fortæller, at præmissen har været, at kun én fra hvert parti kan være i panelet. Mange af de øvrige politikere har imidlertid tilkendegivet, at de kommer alligevel og vil være i salen.
“Vi har oplevet stor velvilje og lyst til at deltage.”
Poul Hovgaard ved endda, at der var aftalt et møde på rådhuset i Grenaa mandag eftermiddag med sluttidspunkt klokken 19. Det besluttede borgmesteren at flytte til Allingåbro for at flere havde mulighed for at deltage i politikercaféen.
“Det må man tage hatten af for. Det er dejligt at se, at de prioriterer det, der er vigtigt for os.”
Der er tale om et møde i skolestyringsgruppen, der både består af politikere og repræsentanter for forældre, skoleledere og faglige organisationer.
Invitation til nabobyerne
Poul Hovgaard forudser, at snakken ved politikercaféen for en stor del kommer til at handle om infrastruktur og bosætning.
“At udvikle området for at fastholde og skabe mere bosætning er jo ikke noget, hverken politikerne eller borgere kan gøre alene.”
Vindmøller bliver sikkert også et emne, tror han.
Der er sendt invitation til nabobyerne, og Poul Hovgaard håber at folk herfra også vil deltage med deres synspunkter og spørgsmål.