Fortsæt til indhold

Hund gør børn til bedre læsere

Børn bliver bedre læsere af at læse op for en hund. Derfor har Hillerød Bibliotek nu fået læsehund

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Læs højt for en hund - og bliv bedre til at læse.
Sådan lyder budskabet i Foreningen Læsehunden, som Hillerød Bibliotek nu har fået et samarbejde op at stå med.
Det betyder, at børn, som er udfordret med læsning og som mangler motivation til at læse, kan få en god oplevelse med at læse højt for en hund.
"Børnene kan få en ny start på læsningen på et neutralt sted som biblioteket. Forhåbentlig får de en rar oplevelse med en sød hund, som lytter," siger bibliotekar Lisbet Schacht Hansen.
Projektet foregår simpelthen ved, at børn, som går i 1. -4. klasse, har en aftale på biblioteket, hvor de vælger en tekst, som de læser op for den 5-årige sheltie Mo. Til stede er også hundens ejer, Sanne Dræbye, som er i lokalet, men ellers ikke blander sig. Hendes fornemste opgave er stort set bare at holde hundesnoren.
"Vi må gerne støtte barnet, men ikke rette eller blande os. Vi skal bare lytte," siger Sanne Dræbye, som frivilligt deltager i projektet i sin fritid fra jobbet som pædagog.

Retter ikke

Hovedformålet er netop, at hunden hverken dømmer eller retter, men gør det til en hyggelig stund, hvor barnet kan træne læsningen og finde lysten til at kaste sig over det igen. Hunden giver ro og nærvær, så barnet kan føle sig trygt.
"Børn er hurtige i dag til at lægge mærke til, hvad andre børn har svært ved. Så det er fantastisk, at børn kan få en positiv oplevelse ved at læse højt og få nogle gode inder omkring læsningen," siger Lisbet Schacht Hansen.
Læsehunde findes over hele landet, nu også på Bornholm, og har spredt sig siden 2013, hvor foreningen blev stiftet. I foråret sprang Hillerød Bibliotek så med på ideen og går nu offentligt ud for at reklamere for tiltaget, så flere børn kan få glæde af det. Der kan være venteliste til tilbuddet, hvis mange gerne vil være med.
"Alt, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, der har svært ved at læse, vil vi gerne gøre. Det er fantastisk at være med til støtte børn i at knække læsekoden," siger Lisbet Schacht Hansen.

Sanne Dræbye deltager som frivillig i Læsehunden. Men hun nyder at sidde i roen med hunden og barnet og bare komme helt i trance, fortæller hun. Foto: Mette Dolmer Thygesen

Fik gåsehud

Sanne Dræbye har selv i sit arbejde som pædagog oplevet den forskel, det kan give at læse højt for en hund.
"Der var en dreng, som havde store udtaleproblemer, men da han sad ved Mo, førte han en flydende samtale med ham. Jeg havde helt gåsehud i de 20 minutter, det varede. Det betyder virkelig meget, at hunden hverken dømmer eller retter, og børnene kan putte fingrene i pelsen. Hunde bliver ikke utålmodige eller siger 'nu læser du forkert igen'. Det er som om, de udtrykker 'i dag læste du fantastisk'," fortæller hun.
Dyr betyder meget for børn:
"Mange børn er jo glade for dyr og føler sig trygge med dyr," siger Lisbet Schacht Hansen, som understreger, at hundene skal godkendes for at blive Læsehund.

Travl hverdag

Det kan også blive en sur oplevelse, når børn skal læse med deres forældre efter skoletid:
"Både børn og forældre er jo tit lidt småtrætte i en travl hverdag. Med Læsehunden er det en anderledes situation, hvor der er overskud til at lytte. Så bliver læsningen hængt op på en god oplevelse, og barnet har lyst til at gøre det igen," siger Lisbet Schacht Hansen.
Kammeraterne er tit lidt misundelige, når Sanne Dræbye for eksempel besøger Sophienborgskolen, hvor hun kører et læseprojekt med en pige:
"Alle står klar, når vi kommer, og vil gerne lige hen og sige hej til Mo, som snuser til dem alle. Så lyder det ikke 'nå, du skal til ekstra dansk', men 'nå, du skal hen og hygge'," siger Sanne Dræbye.
Interesserede kan kontakte Lisbet Schacht Hansen på lha@hillerød.dk eller telefon 7232 5837 og høre nærmere.