Erik Sommer og alle stjernerne
Komponisten Erik Sommer kommer til Vivild Gymnastik og Idrætsefterskole
”Du som har tændt millioner af stjerner” er blevet et hit og synges i mange sammenhænge. Melodien er komponeret af komponisten Erik Sommer. Man kan møde ham torsdag 11. februar klokken 19 på Vivild Gymnastik og Idrætsefterskole med Norddjurslands Valgmenighed som arrangør. Alle er velkomne.
Erik Sommer har lavet melodier til nye sange og salmer i såvel højskolesangbog som salmebog. Ordene i salmen, ”Du, som har tændt millioner af stjerner” er digtet af den tidligere biskop i Helsingør, Johannes Johansen.
Sangaftenen bliver et foredrag med sange, anekdoter og fortællinger, fortæller Erik Sommer, og siger: ” Den der synger, er aldrig alene…”
Han har modtaget Nutzhorns Legat, Ringkøbing Amts Musikpris og senest Den Folkelige Sangs pris. Erik Sommer er konservatorieuddannet musikpædagog. I 16 år var han ansat som lektor i musik ved Nr. Nissum Seminarium og som højskolelærer på hhv. Silkeborg og Danebod Højskole igennem i alt 12 år. Fra 2005 til 2010 var han forstander på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum.