Fortsæt til indhold

Seje rocktøser lagde festival for deres fødder

Det lokale pigeband Daydream Away fra Galten havde succes ved deres scene debut på Europas største musikfestival for klubbands i Aalborg

Samfund
Arkiv

koncert Det nye pigeband Daydream Away fra Galten lagde Aalborg Kongres og Kultur Center for sine fødder, da de for nylig deltog i Ungdomsringens musikfestival. Det er Europas største musikfestival for Klubbands med intet mindre end 200 optrædende børne- og ungdomsbands fra hele landet samt Grønland, Sverige og Norge på programmet. For de tre seje tøser i Daydream Away, Majken Rishøj Hansen, Katrine Larsen Duedal og Silje Torquati, der kun har spillet sammen i et halvt års tid, var det samtidig første gang, de optrådte på en scene. Og det gjorde de ifølge Carsten Mikkelsen fra Galten Junior- og Ungdomsklub (GJUK) ret godt “Daydream Away har kun spillet sammen i kort tid og festivalen i Aalborg var bandets scenedebut, men det kunne man bestemt hverken se eller høre. De trykkede den af med stor overbevisning og træfsikkerhed, foran et endda meget begejstret publikum,” siger han i en pressemeddelelse til Lokalavisen. Daydream Away øver til dagligt i musiklokalet i GJUK. Majken Rishøj Hansen synger og spiller guitar, Katrine Larsen Duedal spiller bas og synger også, mens Silje Torquati tager sig kærligt af trommerne. Daydream Away har hang til den hårdere rock og spiller fede versioner af blandt andre Blink-182, All Time Low og Greenday. To af pigerne er i øvrigt også involveret i den musikalske del af dette års musical i klubben, som kører i et samarbejde mellem Gyvelhøjskolen og GJUK.

De seje rocktøser i Daydream Away har hang til den hårdere ende af rock-skalaen.
Daydream Away øver til dagligt i musiklokalet i GJUK, hvor de begyndte at spille sammen for et halvt års tid siden.