CT-skanner til Hammel Neurocenter
En CT-skanner til gavn både for Regionshospitalet Hammels patienter og for folk i området, blev indviet onsdag 3. februar, fortæller Regionshospitalet i en pressemeddelelse.
CT-skanneren skal først og fremmest bruges til neurocentrets patienter, der fremover undgår at blive transporteret i ambulance til skanning på Regionshospitalet Silkeborg – ofte på et tidspunkt, hvor de er meget syge og medicinsk ustabile.
Hovedparten af klinikkens undersøgelsestider vil være åbne for ambulante patienter uden tilknytning til Hammel Neurocenter, efter henvisning fra egen læge.
“En CT-skanner har stået højt på Hammel Neurocenters ønskeseddel i over 10 år. Så dagen i dag er intet mindre end en mærkedag,” sagde lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen i sin indvielsestale.
CT-klinikken på Hammel Neurocenter drives som en satellit under Radiologisk Afsnit i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg.
To radiografer og en radiolog bemander klinikken i Hammel, som er fuldt oppe at køre inden for to uger, fortæller Hammel Neurocenter.