To busser med unge fra Norddjurs kører til DM i Skills i Fredericia
De unge skal ned og se de forskellige håndværk og erhverv, der konkurrerer ved DM i Skills
DM i Skills bliver i år afviklet i Fredericia 4. - 6. februar. Arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune har besluttet at sende 50.000 kroner af sted efter unge i Norddjurs, så de kan komme til Fredericia og blive inspireret af alle de forskellige erhverv, der vil være repræsenteret.
Fredag 5. februar klokken 8 kørte to busser derfor af sted med 58 unge til Danmarksmesterskaberne i håndværk. Det er unge fra Auning Skole, Vestre Skole og EUD10 men også unge fra Grenaa Produktionsskole såvel som erhvervsgrunduddannelsen (EGU). Unge med tilknytning til Jobcentret, som er i forskellige aktiveringstilbud, er også med.
Med i busserne var også 10 personer, der er personale. Desuden deltager medlem af arbejdsmarkedsudvalget Harald Grønlund, personale fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, personale fra Jobcentret samt leder af UU-Djursland Lotte Kruse.