Fortsæt til indhold

Tang bliver til dyrefoder, mad og kosmetik

Kattegatcentret i Grenaa er med i stort erhvervsprojekt, der skal få ny viden ud i danske erhvervsvirksomheder

Samfund
Arkiv

”Kattegatcentret skal blandt andet være tovholder for et netværk af virksomheder og videnpersoner med en fælles interesse i tangs mange potentialer, og derudover skal vi arrangere årlige, internationale konferencer og stå for projektets kommunikation,” fortæller Lone Thybo Mouritsen, leder for forskning i Kattegatcentret.
Hun henviser til et stort internationalt innovationsprojekt, der skal udvikle metoder til at dyrke tang og omdanne den til fødevarer og ingredienser til blandt andet dyrefoder og hudpleje. Erfaringerne herfra skal deles med danske virksomheder, iværksættere og investorer og på den måde skabe nye arbejdspladser i Danmark.
Projektet, der har titlen MAB4 - MakroAlge Biorraffinering til højværdiprodukter, har et samlet budget på 2 mio. kroner. Projektet har netop modtaget 11,8 mio. kroner i støtte fra Innovationsfonden.

De næste 4,5 år

Som nævnt er én af deltagerne Kattegatcentret i Grenaa. Teknologisk Institut, Aarhus Universitet og en lang række andre videninstitutioner og virksomheder deltager også i projektet, der strækker det sig over de næste 4,5 år.
Kattegatcentret har i mange år arbejdet med tang som ressource i regi af AlgeCenter Danmark, og har desuden været med i opstarten af det norddjurske tangeventyr, Nordisk Tang, der vandt Business Region Aarhus Iværksætterprisen i 2015.
-ab