Fortsæt til indhold

Miljøplads har bidraget til imponerende vækst

Hos AK Entreprenørservice har man stor succes med drift af en miljøplads midt i Rønnede.

Samfund
Af Søren Lindquist

VÆKST AK Entreprenørservice beskæftigede sig frem til for et par år siden primært med nedrivning og sanering af ejendomme på hele Sjælland.
Lige indtil entreprenør og aut. kloakmester Alex Krøldrup, som står bag AK Entreprenørservice, fik ideen til også at drive en erhvervsmæssig genbrugsstation - eller miljøplads i daglig tale.
- Som nedrivningsvirksomhed genererer vi jo selv en hel del affald, og tanken om at sætte det i system og tilbyde det som en service måtte ganske enkelt bare prøves af.
Derfor begyndte jeg at lede efter en egnet lokation, og den fandt jeg her i Rønnede, fortæller Alex Krøldrup. Virksomheden lå dengang i Vordingborg, men man besluttede at rykke teltpælene op, for at flytte det hele til Industrivej i Rønnede, hvorfra man nu har virket siden januar 2014.

Miljøplads blev hurtigt en stor succes

På den nye adresse etablerede man en miljøplads, der drives under navnet Screenflex. Den viste sig hurtigt at blive en stor succes og man modtager dagligt miljøaffald, der sorteres til forøget genanvendelse, som det hedder. Indtil videre er 4 medarbejdere beskæftiget på Screenflex.
Alex Krøldrup glæder sig i dag over, at han tog beslutningen om at flytte hele virksomheden til Rønnede, og samtidig etablere Screenflex, for siden man flyttede ind i Rønnede har virksomheden oplevet en imponerende vækst, og blandt andet øget antallet af medarbejdere fra 25 til 35, ligesom at omsætningen er øget markant.
Nedrivning og sanering af ejendomme repræsenterer fortsat mest hos os - i omegnen af 80% af vores samlede omsætning. Men, med Screenflex, hvor vi i øvrigt er vores egen største kunde, ved at indlevere materialer på miljøpladsen fra nedrivninger, har vi skabt en aktivitet i virksomheden, med ganske spændende fremtidsperspektiver i .
Der er jo til stadighed øgede krav til håndtering og genanvendelse af affald, og med de nødvendige godkendelser til at kunne håndtere affald, herunder det farlige af slagsen, er vi godt klædt på til at følge med udviklingen indenfor dette område, siger Alex Krøldrup.
Og udviklingen - den ser ud til at fortsætte. Alene i 2016 forventer han således at øge medarbejderskaren med yderligere 5, fordelt mellem nedrivningsvirksomhed og håndtering og sortering af affald på miljøpladsen.
Vi er helt parat til at følge med, i takt med at vi får mere at lave. Noget af det vi især i øjeblikket oplever stigende efterspørgsel efter, er oprensning af jordforurenede arealer.
Her er det såvel private og erhverv, men især kommuner der er kunderne - og vi skal selvfølgelig kunne hjælpe når behovet opstår, siger han.

Nedrivning og sanering af ejendomme er fortsat det der fylder mest hos AK Entreprenørservice, men med Screenflex man man skabt en aktivitet i virksomheden med spændende fremtidsperspektiver i.