Fortsæt til indhold

Velvære skal være en REN fornøjelse

Det gamle lægehus på Navervej i Hinnerup behandler igen, men nu mere forebyggende

Samfund
Erling Baastrup

For 10 år siden startede Maj-Britt og Michael Brandi hjemme i privaten i et lille rum. Så flyttede RENvelvære, som firmaet hedder, til Fanøvej på 130 kvadratmeter. Nu er der 700 kvadratmeter under tag på Navervej nummer 1 i Hinnerup.
Virksomheden går i to retninger, men de hænger alligevel sammen. Man bliver sundere og får det bedre.

Yoga og pilates

I efteråret startede de med pilates. Det fortsætter i de nye omgivelser. Nyt er det, at der er kommet et yoga-hold, som Maj-Britt instruerer: ”Der er kvinder i alle aldre. Et par mænd har været med, men er det ikke længere,” fortællet Maj-Britt, der har stor succes med morgenhold, hvor ældre og mennesker med skiftende arbejdstider gerne vil med. ”Nogle er nybegyndere. Andre har dyrket yoga i 30 år, men da der højst er 10 på holdet, kan vi holde øje individuelt med hver enkelt,” konstaterer Maj-Britt. Hun er uddannet Kranio-Sakral-terapeut, massør og yoga-instruktør.

Der er nu i alt fem behandlere i velvære-regi. Senest er der kommet en fodterapeut til, men huset savner en zoneterapeut.

”Vi klarer blandt andet massage, kosmetologiske behandlinger, hårfjerning, negle, manicure og generelle velværebehandlinger. Det sidste kan være oplagt til gavekort, som nogle har fundet ud af,” siger Maj-Britt.

“Vi er ikke bange for at tage nyt på programmet. Denne “kasket” med lys skulle være god mod f.eks. stress. Afprøves her af Marianne Abild, der er kosmetolog og nyeste ansat.

Stor internet-handel

Den anden del af firmaet handler om salg af produkter. Både på adressen og på nettet: Slankekure, hudpleje, kosttilskud, sportsprotein, energi-gele og make-up-artikler. For at nævne lidt mulighederne. Forretningen sælger også alt udstyr til yoga. Alene måtter er et kapitel for sig.

Holder kemien nede

Navnet RENvelvære passer godt til produkterne: ”Vi kan ikke holde alt kemi-frit, og vi er ikke fanatiske. Men vi tænker da over, hvad vi kan byde på,” siger Michael og fortsætter: ”På nettet sælges mest kosmetik og kosttilskud til konkurrencedygtige priser,”
Der er tre voksne på online-salget sammen med to ungarbejdere til at pakke.

Pension i kvindesprog

Brude kommer. Konfirmander kommer. Mor er med: ”Hun skal nikke og betale. Måske skal hun også selv have lidt,” lyder det fra Maj-Britt.
Noget nyt er aftenarrangementer. Der er plads til 40, og der er 13 på venteliste til et arrangement sammen med en af byens banker. Emnet er ”pensioner”. Alle deltagerne er kvinder, og der er blevet lovet, at informationerne vil komme i kvindesprog!