Fortsæt til indhold

Skalleslugeren sluger ål

Den store skallesluger spiser ikke, som man skulle tro. Men den er smuk at se på

Samfund
Af Ole Klottrup

Her ser du en af vores meget smukke vintergæster – en han af Stor Skallesluger.
Om den har fået sit navn, fordi man har ment, at den sluger mange af fiskearten skalle, ved jeg ikke. Men man har fundet ud af, at den her i landet foretrækker ål. Og nordpå, hvor den har sit hoved-yngleområde, går den især efter laksefisk.
Fotoet yder ikke fuglens skønhed retfærdighed: Hovedet er sort, grøntglinsende og næbbet rødt. Hunnen har brunligt hoved og grålig krop. Det er en ret stor fugl, større end en gråand og af en helt anden, strømlinet facon.
Her i landet overvintrer de ofte i store flokke – jeg har nu kun set få sammen på Rands Fjord, hvor fotoet også er taget. Vi har op mod 20.000 her i landet om vinteren, hvilket svarer til ti procent af den nordvesteuropæiske bestand.
Vi har den også som en sjælden ynglefugl i Danmark, de fleste i Sønderjylland og i den sydøstlige del af landet. Men vi kunne givetvis have flere, hvis vi fik sat nogle ynglekasser op – i mangel af store, gamle og hule træer. Dem har vi ikke mange af i vores skovbrug.
Prøv at tage ud til fuglehuset ved Rands Fjord, måske er du heldig at se en stor skallesluger, en havnørn eller noget andet spændende.