Fortsæt til indhold

Hammel vil vise sig frem i Århus

Hammel Erhvervsnetværk og Hammel Handel til messe for at tiltrække nye folk

Samfund
Kian Johansen

Når over 34.000 forventede besøgende dukker op til Bolig Mad Design messen i Scandinavian Congress Center i Århus i næste weekend, så står to foreninger fra Hammel, med cirka 120 medlemsvirksomheder fra Hammel-området klar til at tage imod og vise hvad Hammel og omegn kan byde på.
“Vi vil gerne tiltrække nye borgere til Hammel og vise hvad vi kan byde på, derfor stiller vi op med en stand,” fortæller Preben Christensen, der både er erhvervschef for Hammel Erhvevsnetværk og medlem af Hammel Handels bestyrelse.

Få det dobbelte i Hammel

De to foreninger har fået lavet en udregning, baseret på ejendomssalg i Hammel og Århus i 3. kvartal 2015.
“Tallene viser, at huspriserne i Hammel er det halve af priserne i Århus, derfor vil vi også gerne vise, hvad Hammel ellers har at byde på. For eksempel idrætsfaciliteter, svømmehal, skoler og en velfungerende by.”
Charmeoffensiven er selvfølgelig også bundet i noget langt mere alvorligt.
“Hammel er forsvundet i bevidstheden, desværre. Når de lokale ejendomsmæglere kontakter folk bosat i Århus direkte og fortæller om Hammel, så er de med på den. Men tanken opstår ikke af sig selv. Det vil vi gerne ændre på.”
Samtidig vil de to foreninger også gerne vise, hvad erhvervslivet i Hammel hgar at byde på.
“Vestas, Wavin og Danlind støtter også op. Og det er jo faktisk meget interessante typer medarbejdere, de firmaer efterspørger, noget som århusianere ikke ved - endnu.”