Fortsæt til indhold

Nybolig Erhverv Jørgen Klode styrker sin forretning med to nye partnere

Travlhed og vækst hos Region Sjællands førende erhvervsmægler, Nybolig Erhverv Jørgen Klode, har i løbet af 2015 betydet nye ansættelser, og nu styrkes forretningen yderligere med et nyt partnersamarbejde.

Samfund
Arkiv

UDVIKLING Det er to af virksomhedens ledende medarbejdere, Henrik Nikolajsen og Kenneth Hansen, som begge har været daglige ledere i forretningerne i henholdsvis Slagelse og Roskilde, som nu indgår som medfranchisetagere i Nybolig Erhverv Jørgen Klode P/S.
Ud over forretningerne i Slagelse og Roskilde har virksomheden også en tredje forretning i Næstved.
- Virksomheden beskæftiger i dag 20 medarbejdere og er inde i en rivende udvikling. Alene i 2015 har vi opnået en stigning i omsætningen på ca. 20%.
Det er denne fremgang, som den nye partnermodel skal være med til at sikre, således at vi kan fortsætte virksomhedens udvikling både økonomisk og medarbejdermæssigt, siger Jørgen Klode, direktør i Nybolig Erhverv Jørgen Klode.
Jørgen Klode startede virksomheden op for 18 år siden med en forretning i Slagelse med to ansatte – sig selv og en sagsbehandler.
Lige fra begyndelsen har visionen til hver en tid været at være erhvervslivets foretrukne samarbejdspartner når det gælder salg, udlejning og vurdering af virksomheder og deres faste ejendom.
Siden kom bl.a. Henrik Nikolajsen og Kenneth Hansen til. Begge har været ansatte i mere end ti år i Nybolig Erhverv Jørgen Klode og har som daglige ledere været med til at gøre virksomheden til det, den er i dag.
- Jeg begyndte faktisk som mæglerelev i forretningen i Roskilde for over ti år siden, inden jeg blev daglig leder i samme forretning.
Der er sket utrolig meget i den tid både i forretningen og i særdeleshed i markedet, som jo har budt på både opture og en længerevarende økonomisk krise.
Alligevel har vi formået at udvikle virksomheden og opnå en ledende position i regionen, og det ser jeg frem til, at vi sammen kan fortsætte i et nyt partnerskab, siger Kenneth Hansen, partner i Nybolig Erhverv Jørgen Klode.
-I dagligdagen kommer det nye partnerskab nok ikke til at betyde den store ændring. Men på det forretningsmæssige og strategiske niveau betyder det, at vi nu kan styrke hinanden i at sætte nye mål, sikre en dynamisk ledelse og blive ved med at udvikle virksomheden og vores kompetencer, så vi fortsat kan være regionens førende erhvervsmægler og yde vores kunder den bedste rådgivning og service, siger Henrik Nikolajsen, partner i Nybolig Erhverv Jørgen Klode.
sl