65 ryttere svedte sponsor-penge ud
65 ryttere svedte og seks energiske eventinstruktører holdt gang i Team Rotary Favrskovs seks timers spinningevent til fordel for Børnehjertefonden den sidste lørdag i januar hos Hadsten Motionsforening.
Eventkoordinator og medlem af Rotary i Hadsten, Jesper Tikiøb sørgede for stemningen i salen, når der blev skiftet instruktør.
Også de tre drenge med hjertefejl, Kevin, Rasmus og Mathias, gjorde et godt stykke arbejde på spinningcyklerne.
Alle drengene er med, når Team Rotary Favrskov kører til Paris til sommer og de to af dem kører endda med hele vejen.
Udsolgt ugen før
Arrangementet kunne allerede en uge før melde totalt udsolgt af cykler, og drengene kunne derfor tage en check på 13.250 kroner med hjem til Børnehjertefondens arbejde.
Formand for styregruppen Mogens Lindhardt er godt tilfreds med arrangementet:
”Jeg er glad for, at vi takket være det store frivillige arbejde og de mange lokale sponsorer igen kan sende alle indsamlede midler direkte til Børnehjertefonden.”