Kriminalitet, røg og druk i frit fald blandt unge i Horsens
De unge i Horsens er ikke længere ’klassens slemme dreng’
Kriminalitet, rygning, hash og alkohol bliver mindre og mindre udbredt blandt de unge i 7. - 9. klasse i Horsens Kommune.
I 2009 var ungdomskriminaliteten i Horsens Kommune langt større end i sammenlignelige kommuner. I dag er Horsens på niveau og på nogle områder endda bedre end gennemsnittet, oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
I 2009 havde 8,8 procent af de unge været i kontakt med politiet, fordi de havde begået noget ulovligt som for eksempel butikstyveri, hærværk, indbrud eller vold. I 2015 er dette tal næsten halveret til 4,6 procent.
Det viser Ungeprofilundersøgelsen, som 1.837 Horsens-unge i folkeskolens 7. - 9. klasser netop har deltaget i sammen med omkring 30.000 andre unge fra 40 andre kommuner.
Rygning, hash og alkohol
Rygning blandt de unge er i dag nærmest 'ikke-eksisterende' i 7.-9. klasserne i Horsens, der ligger klart bedre end landsgennemsnittet, og antallet af unge, der har prøvet at ryge hash, er halveret fra 9 procent i 2009 til 4,4 procent i 2015.
Samtidig er der blevet flere unge, der aldrig drikker alkohol. I 2015 var det tilfældet for 52 procent. I 2012 var tallet 42 procent, og i 2009 var det kun 33,3 procent, der kunne prale af aldrig at drikke. Og de unge, der drikker alkohol, gør det sjældnere og i mindre mængder.
Der er desuden langt færre, som ofte eller meget ofte føler sig ensomme. I 2012 følte 10 procent af de unge sig ofte eller meget ofte ensomme mod nu fire procent.
SSP-koordinator Jan Asmussen, Horsens Kommune, glæder sig meget over udviklingen:
“Den målrettede satsning på forebyggende oplæg fra SSP/Street Team og fokus på unges flertalsmisforståelser frem for løftede pegefingre ser heldigvis ud til at have en klart positiv effekt på de unges risikoadfærd, ligesom et nyt oplæg 'It's Up 2 U' til mellemtrinnet, med fokus på venskab, værdier, flertalsmisforståelser og at træffe de rigtige valg, ser ud til at give gode resultater. En effekt som ses tydeligt på Horsens Byskole, der generelt har flyttet sig rigtig meget i positiv retning siden undersøgelsen i 2012 og dermed positivt er med til at løfte kommunens resultater.”
Selvskadende
Undersøgelsen viser dog også nogle ting, der vækker bekymring i Horsens Kommune. Det gælder blandt andet selvskadende unge. Sidste år skadede 14 procent af de unge sig selv med vilje. Det svarer til tallet på landsplan.
Ligesom nogle unge (langt de færreste) har problemer med mobning, trusler og/eller uønskede konsekvenser af deling af seksuelle billeder/videoer på sociale medier. Cirka fire procent af de unge både i Horsens og på landsplan har inden for 12 måneder selv sendt/postet et seksuelt billede/video af andre.
Ifølge formanden for Børne- og Skoleudvalget, Lone Ørsted (S), tegner Ungeprofilundersøgelsen et billede af unge i Horsens Kommune, som generelt trives. Men visse områder kræver et ekstra fokus.
“En kampagne imod rygning, som byrådet har sat i gang, er tilsyneladende slået igennem, og på alkoholområdet ser vi ligeledes en positiv udvikling med flere unge, der aldrig drikker alkohol. Men vi må konstatere, at mobning på de sociale medier kræver en særlig indsats. Gruppen af selvskadende unge er også alt for stor. Det må vi nu i gang med at undersøge årsagerne til, så vi kan undgå, at de unge når derud,” siger Lone Ørsted.