Erhvervsfremme- aktiviteter samles
Faxe Kommune flytter alle erhvervsfremme- og erhvervs- serviceaktiviteter ind under Business Faxe Copenhagen. Målet er at komme endnu tættere på kommunens erhvervsliv.
UDVIKLING Pr. 1. januar overgik alle medarbejdere i Faxe Kommune, som på rådhuset var beskæftiget med erhvervsfremmeaktiviteter, til Business Faxe Copenhagen, som dermed får det samlede ansvar for kommunens erhvervsfremmeindsats.
- Tanken med at lægge det hele under samme hat er, at vi i samarbejde får mulighed for at planlægge en endnu mere massiv indsats for at komme tæt på vores lokale erhvervsliv.
Med en styrket organisation er det fx. målet, at Business Faxe på vegne af Faxe Kommune skal besøge så godt som samtlige af kommunens virksomheder for at kortlægge deres behov og tilbyde at hjælpe, i form af rådgivning og vejledning, siger Formand for Erhvervs- og Kulturudvalget samt 1. viceborgmester i Faxe Kommune Dorte Nybjerg.
Hun vil i øvrigt selv, sammen med borgmester Knud Erik Hansen, kommunaldirektør Thomas Eriksen og direktør for Business Faxe Copenhagen Jesper Ib Paulsen, fortsat tage på de såkaldte borgmesterbesøg, for at lære det lokale erhvervsliv bedre at kende.
Er allerede godt i gang
At der er mening bag ordene om at komme tættere på det lokale erhvervsliv og vise at man vil dem, bekræftes når man ser på aktivitetsniveauet, bare i januar måned i år.
- Vi har allerede været på 50 virksomhedsbesøg i årets første måned, og responsen har været yderst positiv. Vi bliver taget rigtig godt imod, og får et godt billede af hvilke behov de enkelte virksomheder skal have opfyldt, for at kunne skabe yderligere vækst og udvikling.
Man kan i princippet opfatte os som en slags helbredstjek hos lægen, hvor man bagefter måske får en henvisning til en specialist, eller en recept der kan bruges til at dække et behov, siger erhvervskonsulent Line Rosendahl, som er en af de "nye" der er flyttet fra Rådhuset i Haslev og nu er en del af organisationen hos Business Faxe Copenhagen, der holder til på Industrivej i Rønnede i det der i øvrigt engang var ramme for rådhuset i Rønnede Kommune.
- Det passer fint at have base her i Rønnede, der ligger centralt i kommunen, rent geografisk. Samtidig er det ganske inspirerende at bo i samme hus som Væksthuset.
Iværksættere er fyldt med god energi og et højt engagement, så her er bestemt ikke kedeligt at være, siger hun om de "nye" rammer for hverdagen.