Fortsæt til indhold

Et smil kan gøre meget

Børn har godt af at få viden, som er svær at forholde sig til. Derfor denne lejr, siger skoleleder

Samfund
Af Emil Hermann

For mange danskere er det sikkert svært at forholde sig til flygtningedebatten, fordi de ikke selv har prøvet at flygte fra krig og ødelæggelse.
Det er blandt andet derfor, at Friskolen City Odense i hele denne uge forsøger at gøre deres elever lidt mere indsigtfulde ved at oprette en flygtningelejr i skolens lokaler.
I løbet af ugen laver Ungdommens Røde Kors rollespil om flygtninge fra Somalia, og flygtningebørn fra Hundstrup Børnecenter på sydfyn kommer også forbi og fortæller om egne oplevelser.
Thomas Gerstrøm, der er skoleleder på Friskolen City Odense, håber, at denne uge kan være med til at give eleverne nogle syn på debatten, som de ikke havde før.
“Man må gerne være medmenneskelig og hjælpe andre mennesker. Der skal ikke mere end et smil til for at skabe håb for en flygtning,” siger skolelederen.

Elever arbejder på tværs

Seks til syv gange om året har privatskolen temadage. Disse temadage er vigtige for elevernes samarbejde på tværs af klasserne.
Eleverne er i denne uge i skole cirka fra 08.30 til 14 hver dag og laver blandt andet velkomstkort til flygtninge og prøver at rejse med identifikationskort over grænser. Alt sammen for at blive lidt klogere på flygtningenes situation.