Haren sover ved terrassen

En hare kan løbe op til 80 kilometer i timen, siger det gamle dyreleksikon. Men det gør den hare, der af og til bor i haven, ikke. Når den ser husets beboere, nærmest lunter den ud af øjesyn. Den er blevet vant til, at der er mennesker i huset.
Vi forstyrrer kun, hvis vi kommer ud på terrassen, og det sker ikke så tit om vinteren. For længe siden groede et lille jordbærbed til med højt græs, som ikke må fjernes, for det bruger haren som vintersæde. Når den sover, godt trykket ned, er den ikke til at skelne fra det lange visne græs. Den kan også hoppe rundt på græsplænen og finde lidt spiseligt, og det er hyggeligt at se på. Med sine store øjne registrerer den bevægelser, men står man stille, kan den komme tæt på. Den lytter hele tiden, og drejer ørerne i alle retninger. Lyd betyder fare.
Haren er på mange måder anderledes end andre pattedyr. Når den sover ruller den sig ikke sammen, men hviler på de lange bagben, der er trukket ind under kroppen. Forbenene er strakt frem, så den kan springe bort når som helst. Det går så hurtigt, at man ikke når at se det, højst høres et par blade rasle. Og så er den væk.
Haren er gerne i aktivitet i tusmørke og om natten, men de fleste af døgnets lyse timer ligger den i sit leje. Den lever alene, bortset fra brunsttiden, og den kan få killinger op til fire gange om året.
Ungerne fødes uden at der er en særlig rede til dem, og moderen forlader dem snart efter fødslen og kommer kun, når de små skal die. Hun er i nærheden og prøver at beskytte den lille, hvis krager og andre dyr angriber. Efter tre – fire uger klarer ungerne sig selv. Det er sjældent at se en voksen og en unge sammen. Af alle steder så vi det sidste sommer inde på Århus Havn i nærheden af den store, blå kran.