Fortsæt til indhold

Roser til Egedals flygtningeindsats

Martin Lidegaard fremhæver Egedal og den lokale Kvickly som det gode eksempel

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Det var de helt store roser tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) havde med til Egedal Kommune og den lokale Kvickly, da han mandag gæstede Egedal for at høre om, hvordan kommunen modtager flygtninge og søger at få dem i arbejde.
Vejen gik - ud over rådhuset - forbi den lokale Kvickly i Egedal Centret, som i godt et halvt år har kørt med en “buddy-ordning” for flygtninge.
“Jeg må sige, at jeg er meget uenig med vores finansminister, der siger at kommunerne klynker over den kæmpe opgave, de har fået med flygtninge. Jeg synes, der bliver gjort et fantastisk stykke arbejde, og jeg er imponeret over kommunen og de frivillige, og også de private arbejdsgivere. Nu står vi jo i Kvickly, og det program de har lavet her, hvor de har 8 flygtninge i praktik. Det er præcis, det der skal til. Og det er så opmuntrene, at der er danskere, der tager den her opgave på sig, og som jo også uden at få noget for det investerer ekstra arbejdstid og ressourcer i det,” lød det fra Martin Lidegaard til Lokalavisen.
Og det radikale folketingsmedlem fortsatte sine roser:
“Vi afgør i disse uger og måneder om den flygtningeudfordring, vi har fået, bliver en ressource og en gevinst på længere sigt, eller om det bliver til en endnu større omkostning. Hvis det lykkes at få de her mennesker ud på arbejdsmarkedet, så bliver det en gevinst på længere sigt for samfundet, hvis det derimod ikke lykkes så kan det blive en omkostning. Derfor er det utrolig vigtigt at få får skabt de her hurtigere indgang til arbejdsmarkedet, som Kvickly blandt andet præsterer her,” sagde Martin Lidegaard, som også hilste på blandt andre 22-årige Mohanad Kamal fra Syrien, som for fem-seks måneder siden blev en del af Kvicklys buddy-ordning og som nu er fastansat.
“Jeg skal forbedre mig, og det kan jeg få hjælp til her,” fortæller Mohanad Kamal, som fortæller, at han både lærer dansk og at han har fået nye venner via sit arbejde i Kvickly.

Alle vinder

Og det er ikke kun Mohanad Kamal, der har godt at sige om Kvicklys Buddy-ordning.Mads Sinding, der står for buddy-ordningen i Kvickly, fortæller:
“Selvfølgelig er der det aspekt, at vi bruger tid på at lære dem dansk og på at lære dem alle rytmer og rutiner, men vi får jo også noget arbejdskraft tilbage, så det er en win-win situation. Og så bliver man glad for at arbejde sammen med mennesker, som er så glade og gerne vil det hele. De har ikke så mange forbehold som andre måske kan have.”
Og at flygtningen i Egedal også får noget ud af ordningen, er der ingen tvivl om, hvis man spørger Mohanad Kamal.
“Jeg er meget glad for mit arbejde,” smiler den 22-årige syrer, som har været i Danmark i et år.

Mohanad Kamal har været i Danmark i et år og arbejder i Kvickly, hvor Mads Sinding er hans buddy. (Foto:MBS)