Fortsæt til indhold

Over 3.000 hunde med på udstilling i Fredericia

Dansk Kennel Klub afholder international hundeudstilling i Fredericia i den kommende weekend

Samfund
Arkiv

Når Dansk Kennel Klub afholder hundeudstilling i Fredericia den 13. og 14. februar er det med deltagelse af flere end 3.000 hunde fordelt på 243 forskellige racer – fra flere end 15 forskellige lande.
En hund er blevet et livsstils-valg, og selv om danskernes mest udbredte hunderace, Labrador retriever, er en af de racer, som er mest talrigt repræsenteret på Dansk Kennel Klubs udstillinger, er der også rig mulighed for at opleve racer, hvis navne de fleste aldrig har hørt om. Hvad med f.eks. en Porcelaine, en Black and tan coonhound eller en Cane da pastore bergamasco?
”En hundeudstilling en virkelig god lejlighed til at lære de forskellige racer at kende og få en snak med de mennesker, som kender racerne bedst," siger kommunikationsmedarbejder i Dansk Kennel Klub, Anne Orholt, i en pressemeddelelse.
Centralt på udstillingen kan du finde et torv fuld af alle de ting, du slet ikke vidste, at din hund stod og manglede. Her er masser af handelsstande, der blandt andet sælger foder, tilbehør til hunde, trimmeborde, kurve, beklædning til de tobenede, brugskunst og mange andre hundeartikler.
”Som arrangører tager vi fat på et nyt spændende år, som allerede med det store antal tilmeldte hunde til årets første udstilling, tyder på, at succesen fra de seneste år fortsætter,” fortæller Wilfred Olsen, formand for Dansk Kennel Klubs udstillingsudvalg.
Hundeudstilling er i Messe C Fredericia.