Anders er ikke holdspiller
"Har svært ved at begå sig i en gruppe," lyder Hørsholm-borgmesters kritik af Anders Vestergaard
Hvis kommunalbestyrelsesmedlem Anders Vestergaard smækkede med døren, da han tidligere i dag meddelte, at han skifter fra Det Konservative Folkeparti til Liberal Alliance, så kan borgmester Morten Slotveds (K) kommentar beskrives som at låse døren.
"Anders har haft svært ved at være del af en gruppe. Jeg accepterer hans skifte og synes, at det er fair nok," siger Morten Slotved til Ugebladet, der ikke lægger fingre imellem i sin kritik af Anders Vestergaard.
"Han glemmer, at man skal være holdspiller i en stor gruppe. Det var han ikke," lyder det fra Morten Slotved.
52-årige Anders Vestergaard udsendte tidligere i dag via Liberal Alliance en pressemeddelelse, hvor han oplyste om partiskiftet.
"Der er landspolitiske og lokalpolitiske årsager til skiftet," siger han til Ugebladet.
Vestergaard har været medlem af Det Konservative Folkeparti siden 1980, og i 2013 blev han valgt ind i Hørsholm Kommunalbestyrelse.
Han peger på plejeplanen omkring Kokkedal Golfklub og trafikken fra Strandvejen til Kokkedal Slot som to af de lokalpolitiske emner, der har fået ham til at forlade de konservative.
"Jeg har brugt usædvanlig meget energi på at få overbevist mine egne om, at der skal være flest mulige træer omkring golfklubben. Jeg fik min vilje, men det kostede," fortæller Anders Vestergaard, der hos de konservative har følt sig begrænset i sin politiske bevægelsesfrihed.
"Jeg havde håbet, at der var højere til loftet," siger han blandt andet.
Morten Slotved afviser Anders Vestergaard fremstilling af sagen om Kokkedal Golfklub uden at gå dybere ind i den.
"Hvis der er én, der har brugt energi på den sag, så er det mig," siger han.
Anders Vestergaard vil ikke på baggrund af partiskiftet stille sit mandat til rådighed, men vil tage det med over i Liberal Alliance.
Hvad vil du sige til dem, der nu beskylder dig for at snyde dem, der har stemt på dig?
"Jeg vil lytte og tage det til efterretning og se, hvor voldsom kritikken bliver. Jeg håber jo, at de, der stemte på mig, fortsat vil gøre det. Ellers må jeg tage de tæsk, det giver," siger han til Ugebladet.
Debatten om det opsigtsvækkende partiskifte i Hørsholm foregår på Ugebladets Facebook-side.
Der bliver smækket højlydt med dørene hos de konservative i Hørsholm. Og borgmesteren? Han lukker døren i for Anders Vestergaard. Har han mon også smidt nøglen væk?
Opslået af Ugebladet Hørsholm på%26nbsp;15. februar 2016