Fortsæt til indhold

Statsministeren og erhvervs- og vækstministeren har fået kig på Landmad.dk

Ministre vil høre om konceptet bag Landmad

Samfund
Anette Bonde

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen var for nogle uger siden på besøg i gårdbutikken Landmad.dk inde midt i Grenaa for at se, hvordan man kan integrere lokal fødevareproduktion i dagligvarehandlen. Han blev så begejstret for ideen, at han fik statsministeren interesseret i også at besøge butikken.
For nogle dage siden kunne Louise Dolmer, der har startet butikken, så fortælle Lars Løkke Rasmussen om Landmad.dk og konceptet, og hvad hendes ide efterhånden har udviklet sig til.
Statsministeren udtalte efter besøget i en pressemeddelelse:
”Landmad.dk er en spændende iværksættervirksomhed, der samtidig opfordrer og støtter andre, som ønsker at åbne deres egen butik.”

Nu kædebutikker

Louise Dolmer startede sin første gårdbutik i Voldby, hvor hun og hendes ægtemand driver landbrug. Hun flyttede siden butikken til Grenaa, hvor den har fået godt fat i kunderne, her stadig med produkter fra den hjemlige gård, men også med varer fra mange andre producenter på Djursland.
Ved hjælp af knofedt, et entusiastisk team og mange gode kontakter er det nu lykkedes at få franchisebutikker tre andre steder i landet, og en fjerde åbner snart i Horsens. Målet er 50 lokale købmandsbutikker, webshops og aftaler om afsætning til lokale restauranter og storkøkkener i hele landet.

Undersøgelse af konceptet

Besøget af de to ministre har betydet, at Louise Dolmer nu får en politisk stemme. Hun fortæller, at Troels Lund Poulsen har sat gang i en undersøgelse udarbejdet af Region Midt. Den skal afdække, hvor meget vækst der kommer omkring en åbning af en Landmads-butik, og hvor meget det betyder for producenterne, at de bliver synlige på den måde.
“Vi ser os selv som landmændenes og de mindre producenters afsætningsplatform.”
Louise Dolmer har et dybtliggende ønske om at kæmpe for et bedre ry og rygte for landbruget.
“Det har de i den grad brug for. Og her kan jeg være med til at formidle alt det gode de mindre virksomheder og landmænd faktisk kan, og hvor meget de har brug for hjælp til at kunne vækste.”