"Jeg skærer halsen over på dig"
40 dages betinget fængsel for trusler, men 28-årig mand skulle ikke betale erstatning
"Jeg kommer og skærer halsen over på dig." "Jeg kommer og slår dig ihjel." "Du er så død". "Jeg går helt amok på dig, din mor og din ven".
Sådan lød truslerne blandt andet fra en 28-årig mand, der forleden fik en dom i Retten i Hillerød.
Truslerne løb ind på både sms og pr. opkald mod en kvinde fra Hillerød, der ifølge dommen blev truet i en periode fra den 23. maj til den 17. september 2015.
Anklagemyndigheden ville have en fængselsstraf til den 28-årige. Kvinden havde derudover bedt om omkring 12.000 kroner i erstatning. Den 28-årige havde på forhånd erklæret sig skyldig i at have truet, men han anerkendte ikke, at han skulle betale erstatning.
Forklaringerne fremgår ikke af dommen. Dog står der i domsbogen, at retten lagde vægt på antallet af trusler, da den kom frem til en dom på 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste. Dog så retten også "formildende" på baggrunden for truslerne, står der.
Kvindens erstatningskrav blev afvist af retten.