Fortsæt til indhold

Grand Prix Patruljen rykker ud

Orkestret Grand Prix Patruljen klar med pop-up koncerter til virksomheder, institutioner og butikker

Samfund
Lotte Gyldenvang

Når Horsens i uge 6 varmer op til Melodi Grand Prix, bliver der mulighed for at tilkalde akut grand prix-stemning.

En stribe rutinerede Horsens-musikere har meldt sig under fanerne til det, der bedst kan beskrives som en grand prix-version af et syngende telegram. Bandet har stablet et swingende repertoire af grand prix-ørehængere fra før og nu på benene, og melder klar til at sprede grand prix-stemning i Horsens og omegn i hele uge 6, ugen op til det danske Melodi Grand Prix afholdes i Forum Horsens.

Skulle man have lyst til et musikalsk besøg til eksempelvis morgenmødet, frokostpausen eller mødet i foreningen, kan man sende sin bestilling afsted. Så vil arrangørerne forsøge at imødekomme så mange af de indkomne ønsker som muligt.

En pop-up-koncert kan vare fra 15-30 minutter, og prisen for en 'udrykning' er 1.000 kroner, der dækker omkostninger til blandt andet transport og teknik.
Orkestret består af 3-5 rutinerede musikere, der normalt bevæger sig i andre musikalske genrer.

Kulturkonsulent Lene Bjarke Skov, der er tovholder på aktiviteterne i forbindelse med at Horsens er Årets Grand Prix by, koordinerer koncerterne, og det er til hende, man skal sende sin booking på:
kulbj@horsens.dk.

Vil man vide mere om 'Årets Melodi Grand Prix By' kan man løbende følge aktiviteterne på 'Melodi Grand Prix Horsens 2016' på Facebook.