Vi er bare så glade
Roskilde Kommune slog torsdag dørene op til det nye flygtninge-bosted i Jyllinge. Lokalavisen Egedal var med, da naboer fra nær og fjern mødte de unge mennesker
Tusmørket er så småt ved at sænke sig over Baunegårdsvej i Jyllinge, men ved bagindgangen til den tidligere Tornhøj Børnehave er der lys fra to brændende fakler.
Meget sigende, for lys i mørket er der også for de fire drenge og tre piger, som på egen hånd er flygtet fra krig og rædsel i Syrien og Eritrea, og nu er kommet til Danmark og Jyllinge i jagten på et bedre liv.
Siden december har de unge mennesker på 16 og 17 år boet i kommunens nye bosted i den nedlagte børnehave, men først torsdag var det tid til et officielt åbent hus, hvor de syv flygtninge kunne vise bopælen frem og hilse på deres nye naboer i Jyllinge.
“Welcome, nice to meet you,” lød det fra to af de mest snaksagelige unge, og velkomsten blev gengældt.
“Jeg er kommet her for at hilse på de unge og byde dem velkommen til området. De virker flinke og gæstfrie, så jeg glæder mig til at se dem i nabolaget,” sagde Kaj Hansen, beboer på Plutovej,
Også Mette Sunemeier fra Neptunvej fik et godt indtryk af de nye tilflyttere.
Vil hjælpe dem godt på vej
“I starten var jeg nysgerrig på omlægningen af børnehaven til et bosted for uledsagede flygtningebørn. Ikke på nogen negativ måde, men der var mange spørgsmålstegn. Nu står jeg her og kigger på nogle unge mennesker, som kommer til at bo i nogle hyggelige rammer, der minder om et rigtigt hjem. Det glæder mig, og vi er mange i nabolaget, som gerne vil hjælpe dem godt på vej,” sagde Mette Sunemeier.
Og meget tyder på, at de unge mennesker allerede har fundet sig tilrette.
Til daglig går de på sprogskole i Roskilde, mens fritiden bruges på ungdomsklub, dans og fodbold i Jyllinge FC.
“De har kun været her i nogle måneder, men de har allerede taget store skridt og er faldet godt til. De er opsøgende, nysgerrige og viser interesse for vores måde at leve på,” siger Tomas Jensen, der er én af de tre pædagoger, som sammen med to nattevagter er tilknyttet bostedet.
“Vores opgave er at være de unges link til skolen, kommunen og samfundet i det hele taget. Vi lærer dem at være selvstændige, men de er allerede meget selvkørende. De laver selv mad og kan godt handle ind,” siger Tomas Jensen.
Udover velkomst-taler fra borgmester Joy Mogensen og udvalgsformand Claus Larsen, så fik de fremmødte gæster også en rundvisning i det nye hjem, der bl.a. tæller værelser, fælleskøkken, to badeværelser og et fællesrum med tv.
En rundvisning, som den ene af de syv unge, 16-årige Abdullah Horo fra Syrien, førte an i med højt humør.
“Her er dejligt og rart. Vi er alle bare så glade og taknemmelige for at være her og møde vores nye naboer. Jeg kender allerede nogle stykker fra fodboldklubben, men jeg vil gerne møde flere danskere,” siger Abdullah Horo, som helt naturligt stadig kæmper med erindringerne fra sin barske flugt op til Danmark.
“Forestil dig at flygte på egen hånd i bus, båd og bil, mens din familie bliver tilbage. Det var skræmmende, og det er meget hårdt at undvære dem, men jeg har søgt efter frihed og fundet den i Danmark,” siger han.