Forperson valgt i Alternativet
Bestyrelsen for Lokalforeningen i Alternativet i Favrskov har konstitueret sig. Forperson Jørgen Thiele fra Hinnerup, kasserer Morten Dall, Hadsten, Jannie Kolbye Rasmussen, Voldby sekretær og Anette Hoe Jessing menigt medlem. Suppleanter: Astrid Carl, Hammel og Peter 'Pet' Petersen, Hadsten.
Bestyrelsens første arbejdsopgaver bliver at organisere lokalforeningen. Arbejdet vil tage udgangspunkt i Alternativets vedtægter, der har bæredygtighed som grundlag. Lokalforeningen vil både arbejde på at udbrede Alternativets grønne politik, at igangsætte forskellige aktiviteter, som vil fremme demokrati og fællesskab og vil ikke mindst have kommunalvalget 2017 for øje, da lokalforeningen forventer at besætte mindst én plads i kommunalbestyrelsen med et Alternativt medlem.
I Alternativet er der tæt kontakt med de valgte folketingsmedlemmer og indenfor et par måneder vil Lokalforeningen i Favrskov holde et åbent medlemsmøde med besøg af Josephine Fock, MF, valgt i Storkreds Østjylland, gruppeforkvinde samt ordfører for finans, økonomi, arbejdsmarked og retspolitik. Josephine vil fortælle om Alternativets første tid på Christiansborg og om de udfordringer, som Alternativet står overfor i den kommende tid.