Arne Jacobsens pæne kvarter skæmmes
Det går ud over helheden i kvarteret, at en villaejer har fået tilladelse til at udstykke sin grund på Hegelsvej, hvor Arne Jacobsen har tegnet mange af husene. Det mener en række beboere, der vil have en bevarende lokalplan for kvarteret
Helheden ødelægges. Arne Jacobsens helhed skæmmes, og det arkitektoniske særpræg skæmmes.
Det har vakt bestyrtelse på og omkring Hegelsvej i Charlottenlund, at Gentofte Kommune har givet en udstykningstilladelse til en villaejer. For med tilladelsen kan der bygges et nyt hus ud mod vejen, og det ødelægger helheden på vejen, hvor Arne Jacobsen har tegnet adskillige af husene og de tilhørende haver, lyder kritikken.
"Kommunen har med Krathuskvarteret et misundelsesværdigt smukt område indeholdende en høj koncentration af bevaringsværdige og fredede villaer skabt af betydelige danske arkitekter. Disse unikke husgrunde er ikke tjent med yderligere udstykninger, der ødelægger den smukke helhed", skrev Jan Martens, formand for Foreningen af Bevaringsværdige Bygninger, i Villabyerne i sidste uge.
Her kaldte det tidligere konservative medlem af Kommunalbestyrelsen, Andreas Karberg, det for en "skæmmende udstykning".
"Hegelsvej er i mange henseender et af Arne Jacobsens hovedværker (...) Det er på tide, at kommunen træder i karakter som beskyttere af kulturarven og ikke det modsatte, og i langt højere grad tager initiativ til bevarende lokalplaner", fortsatte han.
Andre mener, at skønhedsværdien ved kvarteret går tabt med sådan en udstykningstilladelse.
"Arkitekturinteresserede fra hele verden besøger jævnligt vejen for at studere den kendte arkitekts huse. Hvis der gives byggetilladelse til et nyt hus, bliver der i fremtiden ét mindre Arne Jacobsen-hus at beskue. Og den arkitektoniske stil fra 1930'erne, som vejen bærer præg af, vil blive ødelagt", mener Martine Sig Rasmussen, der selv bor på Hegelsvej.
Zangenberg: Ikke rimeligt
Formand for byplanudvalget, Marianne Zangenberg (K), mener, at Gentofte Kommune er meget bevidst om den store kulturarv, der ligger i kommunen i form af blandt andet bevaringsværdige bygninger og bymiljøer.
"Jeg var med til i 2004 at udarbejde sammen med Kulturarvstyrelsen et Atlas, der beskriver kommunens bevaringsværdige bygninger og bymiljøer - og i den forbindelse blev også villaområdet ved Krathusvej og Hegelsvej udpeget til at være bevaringsværdigt. Da Gentofte kommune i 2007 udarbejdede lokalplan for området, var kommunen således bevidst om stedets særlige karakter og kvalitet og indsatte derfor også bestemmelser i lokalplanen, der har til formål at sikre områdets bevaringsværdighed. Lokalplanen indeholder bestemmelser om bevaringsværdige bygninger og træer og mindstegrundstørrelser", siger Marianne Zangenberg.
De kritiske røster siger, at den eksisterende lokalplan udhuler frem for at beskytte de bevaringsværdige bygninger i kommunen. Hvad er din kommentar til den kritik?
"Det synes jeg ikke, at den gør. Lokalplanen tager hensyn og indeholder de bestemmelser, som der skal være for at tage hensyn til kommunens bevaringsværdige bygninger. Det kan ikke være rigtigt, at borgeren ikke kan have tillid til en lokalplan, som er lavet i 2007. Jeg ville nødigt købe et hus og så få år efter få at vide, at nu kan du ikke have tillid til den lokalplan. Det er ikke rimeligt, at folk ikke kan have tillid til deres lokalplan om, hvordan de kan indrette og råde over deres ejendom", siger hun.