Forældre træder til og redder børnenes skolefest
Dagnæsskolen i Horsens har netop holdt skolefest, som udelukkende er arrangeret af forældre, fordi skolen skulle spare
“Vi kan alle huske, dengang vi selv skulle til skolefest. Og vi kunne ikke bære, at alle eleverne ikke kunne nyde årets højdepunkt,” siger Katja Larsen.
Hun er mor til to på Dagnæsskolen i Horsens og med i styregruppen for skolefesten. Den har forældrene arrangeret de seneste år, fordi skolen skulle spare en del lærertimer væk.
Det lykkedes i år med omkring 1000 tilmeldte og alle forældre involveret at afvikle festen. Indskolingen festede onsdag den 10. februar, mens 4.-6. klasse indtog skolen dagen efter.
Stor forældreopbakning
“Vi er fire forældre, som er tovholdere på hele festen. Vi uddeler opgaver til kontaktforældre, som er bindeled til de enkelte forældre i klasserne. Der hersker et helt formidabelt samarbejde mellem alle forældre. Vi oplever så stor en opbakning, at det er en fornøjelse at arrangere skolefesten,” siger Katja Larsen.
Hun oplever, at uanset om det er salg af popcorn, dørvagter eller oprydningsarbejde, så melder forældrene sig, så snart styregruppen mangler hjælp.
“Vi kalder det forældrepower her på skolen. Og hvor er jeg som leder stolt af, at forældre på forskellig vis hjælper til. Nogle bager kage, andre fragter kulisser til 5. klassernes skuespil. Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe gave til Dagnæsskolen,” siger en stolt skoleleder, Lars Hansen.
Mere hyggetid til lærerne
Det var mod hans vilje, dengang skolen skulle spare, og det gik ud over skolefesten.
“Vi måtte sande, at der gik utrolig mange lærertimer på at arrangere skolefesten. De timer kan vi i stedet bruge på undervisning nu,” forklarer Lars Hansen.
Derudover har forældrepower på Dagnæsskolen den gevinst, at det udelukkede er forældre, som står i de mange boder under festen.
“På den måde har lærerne mulighed for at deltage i festen med tid til at hygge om elever og forældre, hvor man på mange andre skoler har lærerne til at sælge sandwich og rydde op. Jeg kan se, hvor meget lærerne nyder aftenen ved at møde elever og forældre på en anderledes måde end til daglig,” siger skoleleder Lars Hansen.
Flere gevinster
Den økonomiske gevinst fra salgsboderne kommer eleverne tilgode, når overskuddet fordeles i klassekasserne, så der er lidt ekstra til udflugter og andre fornøjelser.
Sandwich, pølsehorn og pizzasnegle sponsoreres af Konditorbageren Horsens på Bjerrevej, så også her bliver skolen hjulpet til en succesfuld fest.
“Jeg er taknemmelig for, at forældrene ikke kun engagerer sig i deres egne børn, men gør en indsats for de andre børn. Det skaber en god kultur på skolen, som vi mærker positivt i dagligdagen,” siger skolelederen
“Det er enorm fedt, at vi forældre kan give børnene en solid skolefest. Det er hele arbejdet værd, når vi ser børnene feste løs,” siger Katja Larsen fra styregruppen for skolefesten.