Fortsæt til indhold

Bedemand har fået ISO-certifikat

Bedemand Søren Rønde Hansen er som en af landets første bedemænd blevet ISO-certificeret

Samfund
Arkiv

Siden starten af 1990'erne har flere og flere virksomheder ladet sig ISO-certificere. Også bedemænd er nu begyndt, og som en af de første i landet kan Bedemand Søren Rønde Hansen bryste sig af en ISO9001 certificering. Faktisk er han den første på Djursland.

Kvalitetsstyring

Det har længe været et ønske fra brancheorganisationen at sikre en høj standard og skabe større gennemsigtighed i priserne for en begravelse. Et ISO-certifikat er et kvalitetsstyringsprogram, og det er brancheorganisationen Danske Bedemænd og Dansk Standard, der står bag det aktuelle ISO-certifikat, som Søren Rønde Hansen har opnået.

“I dag kan enhver, uden nogen form for uddannelse eller godkendelse, nedsætte sig som bedemand. I fremtiden får de pårørende langt bedre mulighed for at sikre sig, at den bedemand, de vælger, leverer en høj kvalitet”, siger Søren Rønde Hansen, der driver sin bedemandsforretning sammen med sin hustru Tove Hansen.

En del af sorgbearbejdning

Han peger på, at de pårørende har krav på den bedste service i den udsatte situation, de står i.

“Når man har mistet og er i sorg, siger det sig selv, at man er meget sårbar. Derfor må der ikke ske fejl. En begravelse kan ikke gøres om. Derfor er det vigtigt, at vi gør alt for at sikre os at vi som bedemænd leverer en høj kvalitet i vores rådgivning af familien og omkring håndtering af afdøde.”

Søren Rønde Hansen peger på, at en begravelse er en vigtig del af sorgbearbejdningen.

System i arbejdsgangene

For Tove Hansen og Søren Rønde Hansen handler en certificering om at gøre tingene så optimale som muligt.

“Det handler om at sætte arbejdsgangene i system, så alle procedurer huskes og gøres rigtigt. Et vigtigt element i hele kvalitetsstyringssystemet er, at vi som bedemænd lever op til de pårørendes forventninger, og familien får den ydelse, der er aftalt og til den pris, der er aftalt. Med en certificering får vi nogle værktøjer og metoder, som hjælper os i hverdagen.”