Fortsæt til indhold

Lighthouse X kan komme langt til det Internationale Melodi Grand Prix

Ole Tøpholm giver vindersangen gode chancer til Eurovision i Stockholm

Samfund
Lotte Gyldenvang

“Der er tre ting, der skal gå op i en højere enhed for at have en Melodi Grand Prix-vinder. Den gode melodi, gode sangstemmer og det gode sceneshow,” fastslog Ole Tøpholm kort efter Melodi Grand Prix 2016 var afgjort i Forum Horsens, og trioen Lighthouse X løb med trofæet.
Siden 2011 har Ole Tøpholm været DR's kommentator ved Eurovision Song Contest. Han mener, at “Soldiers Of Love” har alle elementerne for at blive en vindersang.
“Det er en catchy vindersang. Man kommer i godt humør af den. Drengene var gode til at få publikum med, og det mærkede vi tydeligt i Horsens. Når man samtidig kan få seerne hjemme i stuerne med på sangen, har man en vindersang. Og det skete for Lighthouse X i aften,” konkluderede Grand Prix-eksperten.

Når Grand Prix overrasker

Dog var han, ligesom mange andre overrasket over, at netop Lighthouse X vandt.
“Op til Grand Prix talte folk om Simone, Muri & Mario og Anja Nissen som favoritter. Så det var en overraskelse, også for mig, at drengene løb med sejren. Det er det sjove ved Melodi Grand Prix. Når der kommer sceneshow på sangene, så kan der ske overraskelser, som vi oplevede det i aften,” siger Ole Tøpholm og indrømmer, der dog ikke var det store sceneshow tilstede under vindersangen.
“Lighthouse X står og synger som et boyband. Det gør de så hamrende professionelt, at man ikke behøver alle mulige dansere og balloner bagved,” siger Ole Tøpholm.

Fra venstre ses Johannes Nymark, Martin Skriver og Søren Bregendal, der tilsammen er bandet Lighthouse X. De skal repræsentere Danmark til Eurovision.

Kend din modstander

Ifølge Ole Tøpholm har vindersangen potentiale til at komme langt i Eurovision Song Contest i Sverige.
“Men ligesom til fodbold skal vi kende vores modstandere, før vi kan sige noget om vinderchancer. Dog vil jeg blive overrasket, hvis vi ikke kommer i finalen, fordi sangen har et catchy omkvæd. Men placeringen i finalen til Eurovision Song Contest er for tidlig at spå om,” siger Ole Tøpholm.