Nu rykker Team Frivillig i Skødstrup for alvor
Januar og februar har gjort Team Frivillig i Skødstrup godt. Helt præcist er medlemstallet fordoblet
Med et vellykket og veloverstået fastelavnsarrangement for mere end 1000 deltagere og mere end en fordobling af antallet af medlemmer på én måned må det siges, at Team Frivillig i Skødstrup for alvor er “kommet ind i kampen”.
Midt i januar var 30 personer registreret i Team Frivillig, i dag er der 67.
“Vi har været offensive i vores jagt efter flere frivillige. Eksempelvis via Facebook og til fastelavnsarrangementet,” fortæller Pernille Højland-Rønde, der er formand for Eventudvalget i Midtpunktet, som er Skødstrups idræts- og kulturcenter.
Midtpunktet er den ene del bag Team Frivillig, den anden er idrætsforeningen, hvorfra initiativet i sin tid blev søsat tilbage i 2014.
“Folk har lige skullet finde ud af, at man altså ikke bliver 'lokket ind i noget' i Team Frivillig - det har vi virkelig forsøgt at slå på mange gange, men vi er nok først rigtigt ved at have slået fast, hvad initiativet står for nu,” fortæller Steen Hermansen, som udover at være formand for byens fællesråd også er formand for fonden bag Midtpunktet.
Team Frivillig fungerer på den måde, at når der er brug for hjælp til et arrangement, så bliver der sendt en e-mail ud til de tilmeldte hjælpere, og så melder de interesserede ind på opgaverne.
“Så man bestemmer fuldkommen selv, om man vil bruge en halv time eller ti timer på et år. Vi tvinger aldrig folk til noget,” siger Pernille Højland-Rønde.
Tør at springe ud i mere
Team Frivillig blev igangsat af Lene Colstrup, formanden for idrætsforeningen, for at undgå at drive rovdrift på de frivillige i sportsafdelingerne.
Rent praktisk er det Eventudvalget fra Midtpunktet, som står for planlægningen af arrangementer, mens det er hjælpere fra Team Frivillig, som står for udførelsen.
“Det betyder bare, at vi tør springe ud i lige lidt mere, for vi ved, at der er nogle, som står klar til at hjælpe - vi skal jo bare lave en liste over, hvad vi skal bruge hjælp til,” fortæller Pernille Højlund-Rønde.
Der er arrangementer cirka én gang om måneden i Midtpunktet - nogle gange to.
Til gavn for fællesskabet
Det kommer ikke bag på hverken Pernille Højland-Rønde eller Steen Hermansen, at der er mange i lokalområdet, som har lyst til at være frivillige - den pludselige stigning overrakser dem dog en smule.
“Men det er benarbejdet, der begynder at give afkast,” fortæller event-formanden, og Steen Hermansen fortsætter:
“Vi begynder også at se nu, at der er flere personer udefra - altså som ikke har deres gang i sportsforeningen - der melder sig til Team Frivillig.”
Begge er de sikre på, at antallet af tilmeldte frivillige bliver mange flere i fremtiden - og det er kun godt, mener de.
“Det er til gavn for byen. Vi vil jo gerne være en livlig by og være med til at gøre det attraktivt at bo her. De frivillige gør, at vi kan realisere alle de her arrangementer - og tjene lidt penge til Midtpunktet også,” siger Steen Hermansen, som suppleres af Pernille Højland-Rønde.
“Helt ydmygt synes jeg, at Team Frivillig gør en kæmpe forskel for fællesskabet i en by, hvor mange er tilflyttere.”