Oplev den flyvende dør ved Mossø
Oplev den flyvende dør, havørnen, søndag 28. februar, når Dansk Ornitologisk Forening inviterer til Ørnens Dag ved Mossø.
I 100 år var havørnene udryddet som ynglefugl i Danmark, men nu trives den, og hvert år er der flere og flere ynglende par. I 2015 blev der fundet 11 nye havørnepar så der nu er mindst 72 ynglende havørnepar i Danmark. Sidste år fik de tilsammen 94 unger på vingerne.
Søhøjlandet har ofte besøg af havørne i vinterhalvåret, og derfor er der gode muligheder for at se havørnen på Ørnens Dag.
På turen fortæller Dansk Ornitologisk Forening om ørnenes livsvilkår og mulighederne for at beskytte og fastholde ørnene som ynglefugle i Danmark.
Zoologisk Museums ringmærker Kim Skelmose fortæller om arbejdet med og baggrunden for det ringmærkningsarbejde af havørne, der finder sted i Danmark i dag.
Arrangementet foregår fra klokken 10.00-14.00 på den offentlige p-plads ved Mossøbrå på Vædebrovej i den sydøstlige del af Mossø nær Alken. Der er ingen tilmelding, og alle interesserede er velkomne. Arrangementet er gratis.
Se mere på www.ørnensdag.dk