Fortsæt til indhold

David skal bygge basecamps i Sudan

Beredskabsofficer fra Haderslev sendes til katastroferamte Sydsudan for at hjælpe nødhjælpsarbejdere

Samfund
Peter Rasmussen

Beredskabsstyrelsen Sydjylland sender David Dicker til Sydsudan for at opstille base camps for internationale nødhjælpsarbejdere. 1,6 millioner mennesker er internt fordrevne i det borgerkrigshærgede land. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Hungersnøden truer ifølge FN store dele af befolkningen i det borgerkrigshærgede Sydsudan. Beredskabsstyrelsen sender to medarbejdere, heriblandt 46-årige David Dicker fra Haderslev, til Sydsudan, hvor de skal indgå i en fælles dansk-svensk indsats, der skal etablere indkvartering til internationale nødhjælpsarbejdere i det katastroferamte land.
"Befolkningen lider både under borgerkrig og hungersnød. Det er altid rart at kunne være med til at gøre en forskel, når andre mennesker er i nød," siger David Dicker i pressemeddelelsen.
I alt skal der over de næste måneder opstilles 12 såkaldte base camps, der fungerer som platform for videre distribution af katastrofebistand til de nødlidende. En base camp er en lejr, hvor udsendte nødhjælpsarbejdere kan bo og arbejde, mens de befinder sig i et katastroferamt område.
Sydsudan har været plaget af borgerkrig og voldelige optøjer i en årrække. Ifølge FN er over 1,6 millioner mennesker på flugt internt i landet, mens over 2,8 millioner skønnes at have behov for nødhjælp som følge af bl.a. kamphandlinger, manglende fødevaresikkerhed, sygdomme og oversvømmelser.

Udsendt adskillige gange

46-årige David Dicker er officer ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland og har været udsendt til internationale katastrofeområder for styrelsen adskillige gange. Han har bl.a. været udsendt ved ebolaudbruddet i Sierra Leone i 2015, oversvømmelser i Serbien og humanitær krise pga. intern konflikt i Den Centralafrikanske Republik, CAR, i 2014 og ved oversvømmelser i Pakistan i 2011.
Den aktuelle indsats i Sydsudan er den seneste i en række missioner i landet, hvor Beredskabsstyrelsen har haft udsendt mandskab og materiel af flere omgange siden 2012. Den dansk-svenske mission forventes at vare indtil udgangen af juni, og lejrene, som er specielt tilpassede til den logistiske og sikkerhedsmæssige situation i Sydsudan, bliver herefter doneret til de internationale organisationer i området.
Udsendelsen organiseres i regi af IHP (International Humanitarian Partnership) og er et samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen og styrelsens svenske søsterorganisation MSB (Myndigheten for Samhällskydd och Beredskap).
Missionen sker på anmodning fra IOM (International Organization for Migration), og det danske bidrag er finansieret af Udenrigsministeriet.