Kattegatcentret er nomineret til turistpris
Svenske børnefamilier har nomineret Kattegatcentret til Store Barnsemester-prisen
Ligger Nordens bedste akvarium i Grenaa? Det vil vise sig, når afstemningen til Store Barnsemester-prisen er slut.
Det er Sveriges største ferie-hjemmeside for børnefamilier, Barnsemester.se, der står for afstemningen, og det er svenske børnefamilier, der har nomineret Kattegatcentret i kategorien Nordens bedste Akvarium.
12 kandidater
”Vi er utrolig stolte over nomineringen, og vi håber, at vores gæster vil hjælpe os med at vinde prisen ved at stemme på os. Sidste år var vi et sæl-knurhår fra at løbe med førstepladsen, så i år håber vi ekstra meget, at vi har vind i sejlene,” fortæller Kattegatcentrets direktør, Bjarne Klausen i en pressemeddelelse.
Kattegatcentret er nomineret sammen med Nordsøen Oceanarium og 10 andre kandidater fra Norge, Sverige og Finland
Ud over de svenske børnefamiliers tips bygger nomineringen på testfamilier, som redaktionen har allieret sig med. De bedømmer året rundt en lang række forskellige børnevenlige attraktioner i hele Norden.
Flere gode nyheder
Den aktuelle nominering er blot en af flere gode nyheder for Kattegatcentret. Ikke alene viste besøgstallet i 2015 historisk fremgang, men Kattegatcentret er også med i flere spændende projekter, der de seneste par måneder har modtaget millionstøtte. Det gælder blandt andet et projekt, der sætter fokus på børn, fisk og sundhed og ét om udnyttelsen af tang som en bæredygtig ressource fra havet.
Man kan stemme på kattegatcentret på www.barnsemester.se frem til 14. marts.