Fortsæt til indhold

Drengedrømmen blev udfoldet i InSide

Efter en halv snes år forlader Erling Midtgaard Hanssen biblioteket og kulturhuset InSide i Hammel til marts

Samfund
Erling Baastrup

Da du startede i biblioteksverdenen troede du naturligvis, at den fysiske bog helt ville forsvinde og bibliotekerne blive overflødige?
”Sådan var det nu ikke. På biblioteksskolen handlede det meget om, at biblioteket skulle være den lokale dynamo. En drengedrøm, jeg fik opfyldt, da jeg for 11 år siden flyttede fra Statsbiblioteket i Aarhus til biblioteket i Hammel,” fortæller Erling Midtgaard, der har været gennem en spændende udvikling både på biblioteksfronten og med kulturhuset. Begge dele har han været leder af, men han tænker dem som et samlet hele.

Rummeligheden er stor

”Her er brugerne i centrum. Faciliteterne bruges flittigt. Rummeligheden er stor. Foreninger booker selv de gratis lokaler. Nogle kommer bare for at sidde i forhallen. Det er et socialt samlingssted uden lige. Mange kommer naturligvis også i selve biblioteket, selv om antal udlån af fysiske bøger falder. Der hygges. Børnene leger og far og mor læser i Illustreret Videnskab og strikkebøger.”
Rummeligheden viser sig også ved de mange events med musik og teater. Og ved, at skoleklasser på besøg. Nyt kommer til: ”Ældre skal have hjælp med den digitale verden. Flygtninge skal have hjælp til mange ting, og de er meget taknemmelige for, at vi vil hjælpe dem,” siger Erling Midtgaard.

Pensionisttilværelsen vil inkludere en cykel og alt det, som en handymand behøver.

Kanon samarbejde

Hele processen med sammenlægningen af de fire biblioteker i Favrskov har været positiv: ”Vi har fået noget fornuftigt op at stå. Vi har et kanon samarbejde, og vi er blevet stærkere og bedre. Vi er også gode til at differentiere vores tilbud. Hinnerup har Jazz. Det kan ikke gå i Hammel. Til gengæld kan Hammel trække mange til foredrag om brunkulslejer, gidseltagning og rumfart.”

Bibliotekslederen tror ikke på, at den fysiske bog forsvinder til fordel udelukkende for de elektroniske muligheder. ”Vi ser, at unge mennesker pendler mellem de to former. Og jeg kan da også selv bedst lide at have en bog i hånden,” siger Erling Midtgaard.

Hva’ så nu

Ønsker for stedet?
”Jeg håber, alle vil passe godt på det. Håber at politikerne fortsat behandler kulturen pænt, og selv om vi altid kan bruge flere penge, så kører det jo. Og så håber jeg, at forholdet til pressen vil fortsætte som hidtil. Vi er nærmest privilegerede. Pressen har været en god samarbejdspartner, som altid stiller op,” lyder det.

Så skal du hjem til sofaen?

”Nej, det skal jeg nu ikke. Jeg skal have købt en cykel, og så skal jeg finde hammeren og saven frem igen. Der er vist lidt rust på,” slutter Erling Midtgaard.